13 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vil I lade ledige gå fra hus og hjem?

Vil I lade ledige gå fra hus og hjem?

Fredag, 17. august, 2012, 22:18:17

Vi kan ikke stærkt nok appellere til jer om at være jeres sociale ansvar bevidst og forhindre en økonomisk og social deroute for rigtig mange ledige danskere.

Åbent brev

fra samtlige afdelingsformænd i HK

Til regeringen

Hver måned fra og med årsskiftet risikerer 2400 ledige danskere at miste retten til dagpenge. Det viser tallene fra AK-Samvirke, der er a-kassernes brancheorganisation, og som derfor har fingeren på pulsen.

Som afdelingsformænd i HK er vi rystede over disse udsigter, for det er blandt andet mange HK-medlemmer, der netop nu er i en uhyre usikker situation.

Ingen kontanthjælp

Mange vil ikke en gang kunne få kontanthjælp, fordi deres ægtefælle tjener for meget, eller fordi de er husejere. De risikerer dermed at komme til at stå helt uden indkomst og at måtte gå fra hus og hjem.

Er det en situation, I kan leve med, kære regering? Vi protesterede, da de borgerlige partier gennemførte en dagpengereform, der halverede dagpengeperioden fra fire til to år. Og vi hilste det med tilfredshed, da I besluttede en midlertidig forlængelse på et halvt år.

Men nu nærmer vi os det tidspunkt, hvor konsekvenserne af de borgerlige partiers reform for alvor slår igennem, og vi kan ikke stærkt nok appellere til jer om at være jeres sociale ansvar bevidst og forhindre en økonomisk og social deroute for rigtig mange ledige danskere.

Vi mener, at der bør handles på både den korte og den lange bane. I første omgang bør der findes en midlertidig her-og-nu løsning, hvor dagpengeperioden forlænges med yderligere et halvt år. I dette halvår skal der gøres en målrettet indsats for de ledige, der er tæt på at ryge ud af systemet, så de kommer i job igen.

Kommunerne skal forpligtes til en håndholdt indsats over for hver enkelt af de pågældende ledige, og denne opgave kan blandt andet løses gennem iværksættelse af rotationsprojekter, der samtidig kan betyde efteruddannelse af fastansatte.

Og naturligvis bør løntilskudsjob og jobrotation være »døde perioder«, der ikke tæller med som en del af dagpengeperioden.

Ny dagpengereform

På den lange bane må I gå ind og ændre den reform på dagpengeområdet, der ligger som et stykke uskønt vraggods efter VK’s regeringstid.

Halveringen af dagpengeperioden og stramningen af genoptjeningskravet rammer hårdt i en tid med høj ledighed. Det skaber utryghed og usikkerhed, og en dagpengeperiode på to år er simpelthen for kort.

Det klæder ikke en socialdemokratisk ledet regering. Derfor kan vi kun opfordre til, at der hurtigst muligt kommer en klar melding om at: »Selvfølgelig vil vi ikke lade ledige gå fra hus og hjem.«

Viggo Tinggård, HK Østjylland. Karin Østerby, HK MidtVest. Ole Kjær, HK Syd. Ivan Ziegler, HK Nordjylland. Carsten Bloch Nielsen, HK Sjælland. Martin Rasmussen, HK Midt. Christian Grønnemark, HK Hovedstaden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. aug. 2012 - 22:18   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev