Metal opfordrer regeringen til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at iværksætte arbejdet med en samlet og langtidsholdbar reform af hele arbejdsmarkedssystemet.
fra Dansk Metal v/ Torben Poulsen, leder af Dansk Metals a-kasse
Dansk Metal kræver nu, at regeringen fremlægger en konkret plan, der skal sikre, at folk ikke mister deres dagpenge – hverken næste år eller fremover.
Der er brug for en akut plan – og en langsigtet plan. Desværre kommer regeringen ikke med nogen af delene.
Efter fredagens møde (den 17. august) mellem beskæftigelsesministeren og arbejdsmarkedets parter er der fortsat ikke kommet klarhed over, hvad regeringen vil gøre for at hjælpe de op mod 30.000 danskere, der i første halvår af 2013 står til at miste deres dagpenge.
Vi havde nok regnet med, at beskæftigelsesministeren havde en plan med i tasken og ville komme med en række nye initiativer. Der blev vi skuffede.
Vi er enige med ministeren i, at alle parter skal gøre en ekstra indsats de kommende måneder. Det vil vi også gøre, når det handler om jobformidling og samarbejde med jobcentrene. Men det vil langt fra være tilstrækkeligt.
Mere end 2100 medlemmer af Dansk Metal står til at ryge ud over dagpengekanten efter nytår på grund af halveringen af dagpengeperioden.
Dansk Metal mener, at der er brug for handling både på kort og lang sigt:
Vi har brug for en akut redningsplan, så folk ikke uforskyldt mister hele forsørgelsesgrundlaget næste år. Derfor foreslår vi en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden i hele 2013.
Det skal følges op af en intensiveret fælles indsats mellem jobcenter og a-kasse, bedre jobformidling, opkvalificeringsjob i virksomhederne med målrettet uddannelse og bedre mulighed for brancheskift.
Metal opfordrer samtidig regeringen til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at iværksætte arbejdet med en samlet og langtidsholdbar reform af hele arbejdsmarkedssystemet.
I dag er systemet bygget på mistillid til og kontrol af de ledige. Det skal vendes 180 grader, så der er fokus på at hjælpe de ledige tilbage i varig beskæftigelse med blandt andet bedre uddannelsesmuligheder.
En fremtidssikring af dagpengesystemet indebærer også, at det fremover skal være lettere at genoptjene ret til dagpenge, samt at uddannelse ikke skal forbruge af dagpengeperioden.
Akut redningsplan for langtidsledige
En akut redningsplan skal dels sikre dagpengeretten og forsørgelsesgrundlaget for de arbejdsløse, der er på vej ud over dagpengekanten, dels indeholde en forstærket indsats for at skaffe de ledige job.
Det skal ske gennem:
* En midlertidig forlængelse af dagpengeperioden, således at ingen ledige i 2013 uforskyldt mister retten til dagpenge som følge af forkortelsen af dagpengeperioden.
* En styrket individuel indsats for de ledige, der i 2013 får forlænget dagpengeperioden med følgende elementer:
* Fælles indsats mellem jobcenter og a-kasse
* Jobformidling
* Opkvalificeringsjob i virksomhederne
* Jobrettet uddannelse
* Nye beskæftigelsesmål og brancheskift
* Ret til seniorjob for de 55-57-årige, der rammes af stigningen i efterlønsalderen.
arbejdsmarkedspoli-tikken Fremtidssikres
Hovedvægten i arbejdsmarkedspolitikken bør ligge på den tidlige indsats, der forebygger langtidsledighed. Dette skal ske i en reform med følgende pejlemærker:
* En styrket indsats allerede i opsigelsesperioden med fokus på jobformidling.
* Et mere fleksibelt og individuelt kontaktforløb og afskaffelse af dobbeltarbejde i a-kasserne og jobcentrene i den tidlige del af ledighedsforløbet.
* Mere muskler til en regional uddannelsesindsats rettet mod områder med mangel på arbejdskraft.
* Reform af redskabsviften der:
– ophæver begrænsningerne i mulighederne for uddannelse og indfører nye muligheder for videreuddannelse for ledige
– indfører muligheder for sporskifteredskab
– styrker jobrotation særligt i den private sektor
– fjerner misbrug af løntilskud og virksomhedspraktik
– forkorter beskæftigelseskravet for genoptjening af dagpengeretten fra 52 uger til 26 ugers beskæftigelse
– uddannelse forbruger ikke af dagpengeperioden og jobrotation giver genoptjeningsret til dagpenge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278