Regeringen taler meget om ansvarlighed i forhold til at sikre de kommende generationer økonomisk. Den bruger hensynet til de kommende generationer som undskyldning for alskens såkaldte ‛nødvendige reformer’, der skal sikre økonomisk vækst her og nu og råderum til, at de kommende generationer kan få en endnu højere levestandard, end vi har i dag. Sådan gennemsnitligt betragtet forstås, for den voksende ulighed forties jo i den fortælling. 

Hvad kan de børn, der vokser op i dag, bruge et stort materielt forbrug til, hvis kloden bogstaveligt talt brænder og store områder bliver ubeboelige? 

Utilstrækkelig klimaaftale

Samme regering underskrev i april Parisaftalen, der skal begrænse den globale gennemsnitstemperatur til under to grader. Ved den lejlighed indrømmede klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt, at aftalen er utilstrækkelig til at opfylde klimamålsætningen. Men han var samtidig mægtig stolt over, at EU havde formået at få en såkaldt ’ambitionsmekanisme’ med i aftalen, som skal sikre at målene opdateres løbende – det vil sige hvert 10. år.

Og det er meget sigende for både nuværende og forrige regeringer, at de taler om forpligtelsen til at gøre en indsats for klimaet, men de vil hellere udsætte reel handling.

De taler om Danmark som en klimaduks, men som påvist af Danmarks Statistik i det grønne nationalregnskab bygger det på en løgnagtig fortælling om, at afbrænding af træ i vores kraftvarmeværker er CO2-neutralt.

I ly af denne fortælling lykkes det den nuværende regering at skære drastisk i bevillingerne til opsætning af vindmøller, uden at det fører til folkelig opstand. Dette på trods af at klimaforskere med al tydelighed har fortalt os, at jo længere vi venter med at nedbringe emissionerne, desto vanskeligere bliver det for de kommende generationer.

Men så længe den brede befolkning tror på, at Danmark er en duks på klimaområdet i forhold til andre nationer – lige så længe vil vi som befolkning lulle os selv i søvn i bevidstheden om, at alt nok skal ordne sig.

Så accepterer vi skiftende regeringers fuldstændig utilstrækkelige klimaindsats – og endda klimaskadelige tiltag som landbrugspakken og de store investeringer i veje og lufthavne frem for tog.

Og vi tillader os selv at køre videre på 1. klasse. Mens bedsteforældregenerationen luner sig ved terrassevarmeren i al slags vejr både sommer og vinter, og forældregenerationen og de unge flyver til skisportssteder, hvor sneen leveres med snekanon, opdrages børnene til et stort forbrug, hvor udlandsrejser er en selvfølge, og kørekortet erhverves med forældrenes støtte, den dag de fylder 18.

Kynisk dekadence

Denne nærmest kyniske dekadence udspiller sig for øjnene af os, uden at vi griber ind. Uden at vi griber i egen barm og spørger, om vi virkelig vil være det bekendt overfor de kommende generationer.

Men burde vi ikke betragte dette generationstyveri af det atmosfæriske råderum som et langt vigtigere problem end at sikre de kommende generationers økonomiske råderum? For hvad kan de børn, der vokser op i dag, bruge et stort materielt forbrug til, hvis kloden omkring os bogstaveligt talt brænder og store områder bliver ubeboelige? 

Når jeg tænker på mine egne dejlige børnebørn og deres generation, er det disse spørgsmål, der trænger sig på. Og jeg ved, at mange har det på samme måde. Nu står vi på tærsklen til, at Parisaftalen sættes i værk. Lad os bruge denne anledning til at gribe til handling – både individuelt, politisk og i lokale fællesskaber.

Tiden er ikke til at overlade disse livsvigtige spørgsmål til forløjede politikere, for hvem den økonomiske vækst har forrang over alt andet, selv om den undergraver selve menneskehedens eksistens og livsvilkårene for vores børn og børnebørn.