Klimakampen er også en kamp om sproget, og det er tydeligt, at en del af samfundsdebattørerne prøver at vinde den kamp ved nærmest at tage patent på at have de ՚kloge՚ løsninger. 

De ՚kloge՚ klimaløsninger er nært beslægtet med de ՚bæredygtige՚ løsninger. Det er nemlig blevet sådan, at bæredygtig anvendes som tillægsord til snart sagt hvad som helst.

Blå blok – og ikke mindst Venstre – forsømmer ikke en lejlighed til at tale om ՚kloge՚ klimaløsninger. Underforstået at løsningerne ikke må undergrave Danmarks position som et af verdens absolut rigeste lande.

Underforstået er også, at de kloge klimaløsninger handler mest om teknologiske løsninger, så der ikke skal sættes grænser for vores klimaskadelige produktioner og adfærd. Og underforstået er det endda også, at netop disse ՚kloge՚ klimaløsninger skal være dem, som gør Danmark endnu rigere i fremtiden, fordi vi kan eksportere dem til resten af verden.

I NOAH taler vi derimod for, at hvis Danmark skal inspirere resten af verden til klimahandling, så er vi nødt til at gøre op med den økonomiske vækst. Det er ikke nok at omstille til grønne teknologier. Det er ligeså nødvendigt at bringe vores samlede forbrug af ressourcer ned på et bæredygtigt niveau, hvis vi skal inspirere klodens befolkninger til et godt liv inden for de planetære grænser. 

Manipulation

De ՚kloge՚ klimaløsninger er nært beslægtet med de ՚bæredygtige՚ løsninger. Det er nemlig blevet sådan, at bæredygtig anvendes som tillægsord til snart sagt hvad som helst.

Tag bare bæredygtige biobrændstoffer, bæredygtig biomasse, bæredygtig transport, bæredygtig beton eller bæredygtig engangsservice og bæredygtige plastposer. Fortsæt selv listen.

I alle tilfælde handler det om at erstatte et produkt med et andet, der så får prædikatet ՚bæredygtigt՚, eksempelvis benzin med biobrændstoffer, dieselbiler med elbiler, kul med biomasse eller plastic med bioplastic – og hokus pokus, så er alt godt.

Hensigten med den her form for nysprog er at manipulere os borgere til at tro, at vi kan gå glade videre uden at bekymre os om, at vi egentlig burde ændre vores adfærd og forbruge mindre. 

Fra den seneste tid kan netop den bæredygtige engangsservice tjene som et bemærkelsesværdigt eksempel på en løsning, der præsenteres som ՚klog՚, men som (selvfølgelig) ikke er det.

Miljøministeren har – eksemplarisk – indført en afgift på al engangsemballage. For en gangs skyld en minister, der slet og ret tager fat om overforbrug og affaldsminimering. Men det er ikke gået ubemærket hen.

Især Horesta har haft held til at få en stor del af de danske medier til – helt ukritisk – at hyle forarget op. Nu var takeawaybranchen lige så godt i gang med at lægge beslag på klodens begrænsede ressourcer af biomasse (i form af træ, majs og sukkerrør og ja, palmeblade), og så kommer miljøministeren og lægger en (stor) afgift på deres ՚bæredygtige engangsservice՚.

Og Venstres skatteordfører har kaldt miljøministeren (og skatteministeren) i samråd for at få dem til at differentiere mellem den ՚bæredygtige engangsservice՚ og så den af almindeligt plast.

Stå fast Lea Wermelin

Stå fast, Lea Wermelin! Det er dig, der har fat i den lange ende. Der er næsten ikke den ting, som de ՚kloge՚ ikke vil fremstille af noget ՚bio՚. Og det giver ganske vist mening i en vis udstrækning, men ikke i ubegrænsede mængder. 

I NOAH’s optik er det essentielt, at de gode teknologiske løsninger kombineres med ændret livsstil og mindre forbrug – det kunne vi kalde de ՚rigtig kloge՚ løsninger.

Og vi synes egentlig godt, at vi kan hævde, at det er os, der plæderer for de rigtig kloge løsninger. Det er vist svært at finde eksempler på, at vi har taget fejl – selv om andre har dømt os sortseere eller utopister.

Og nu tilbage til kampen om sproget: Hvis Danmark skal leve op til løftet om at påtage os vores andel af de nødvendige reduktioner inden for det globale CO2-budget, så skal den danske befolkning forstå, hvilken enorm opgave det er.

Og det forudsætter politikere og medier, der sætter sig ordentligt ind i tingene og kommunikerer ærligt. Fri os fra nysprog, tak!