Mens coronamilliarderne pumpes ud i vores samfund, er det værd at se på en gruppe af mennesker, som siden 2014 har haft markant dårligere vilkår, fordi et bredt flertal i Folketinget i 2014 valgte at spare 380 millioner om året på at nedsætte den ordinære sygedagpengeperiode fra et år til kun 22 uger.

Der er utallige eksempler på mennesker, der ikke kun er blevet ramt af sygdom, men som har mistet deres forsørgelse og har måttet gå fra hus og hjem.

Sygedagpengereformen ramte i princippet alle på arbejdsmarkedet, da alle jo kan blive ramt af sygdom, så de ikke mere kan arbejde fuld tid og derfor kan få brug for, at fællesskabet tager sig af forsørgelsen, mens man forsøger at blive udredt, behandlet og rask eller lærer at leve med kronisk sygdom og funktionsnedsættelse.

Desværre har der både før og efter reformen været utallige eksempler på mennesker, der ikke kun er blevet ramt af sygdom, men som har mistet deres forsørgelse og har måttet gå fra hus og hjem, samtidig med at de har været under udredning og behandling for alvorlige sygdomme.

Da man lavede sygedagpengereformen, forsøgte man faktisk at lukke det sorte hul, hvor man som syg kunne stå med nul kroner i indtægt fra den ene dag til den anden, ved at oprette såkaldte jobafklaringsforløb på kontanthjælpsniveau. Men der var ikke færre, der endte i det sorte hul, fordi kommunerne intensiverede at raskmelde syge mennesker til egenforsørgelse, selv om de hverken var færdigudredt eller raske.

Urimeligt system

Jeg får jævnligt henvendelser fra mennesker, som efter en sygemelding oplever, hvor umuligt og urimeligt det er, at man som udgangspunkt kun kan få 22 ugers sygedagpenge, selv om man stadig er syg.

Kommunerne er generelt utroligt dårlige til at informere om de syv forlængelsesmuligheder, der er for at få sygedagpenge i tre til fem år, hvis man som sygemeldt har brug for lang tid til at blive rask eller afklaret til fleksjob eller førtidspension.

Det lader faktisk til, at kommunerne gør deres yderste for at gøre det så vanskeligt som muligt at få forlænget sine sygedagpenge, hvilket blandt andet hænger sammen med, at kommunerne har en målsætning om at have så få på sygedagpenge som muligt og få dem raskmeldt så hurtigt som muligt eller få dem over i et jobafklaringsforløb, da det er billigere for kommunekassen.

Jeg oplever i mit virke som bisidder igen og igen, at jobcentrene stiller krav om, at sundhedssystemet skal udtale sig skråsikkert om prognosen for, hvornår en behandling kan føre til raskmelding på ordinære vilkår, eller allerede efter 22 uger skal kunne sige, om der er tale om et varigt og væsentligt nedsat funktionsniveau og arbejdsevne. Lægerne er på ingen måde i stand til at gøre dette, da deres faglighed tilsiger dem kun at udtale sig om det, der er videnskabeligt belæg for.

Jeg råder altid mennesker, der spørger om hjælp i sådanne sager, til at få deres læge til at være klar i spyttet og enten skrive, at patienten efter behandling og træning kan arbejde på ordinære vilkår for eksempel efter seks måneder (husk at lægen skal skrive et præcist tidspunkt for forventet raskmelding) eller, at behandlingsmulighederne er udtømte, og at sygdommen er kronisk, og funktionsniveauet er varigt og væsentligt nedsat.

For så kan man faktisk få sygedagpenge i utroligt lang tid og undgå den helt store sociale deroute med kontanthjælpsydelse efter kun 22 uger.

Mulighed for forlængelse

Der er som sagt syv forlængelsesmuligheder, men de to vigtigste er i mine øjne, at man bliver rask igen til ordinært arbejde efter endt sygemelding, og at der er tale om et varigt og væsentligt nedsat funktionsniveau, der kræver en afklaring af arbejdsevnen.

Loven giver mulighed for op til tre år med sygedagpenge, hvis det skønnes, at man kan blive rask igen.

Problemet er dog ofte, at jobcentret vil have en helt præcis dato for, hvornår den sygemeldte bliver rask, og ofte presser på for, at datoen bliver sat inden for relativt få måneder.

Det er et krav, som mange læger ikke kan leve op til, da de tidligt i et sygeforløb har meget svært ved at vide, dels hvad patienten fejler, og dels om behandlingen vil virke, i hvilken grad og hvornår. Derfor skriver de i attesten til kommunen, at de ikke på nuværende tidspunkt kan vide, hvad den præcise prognose for sygemeldingen er.

Men hvis du er sygemeldt med forventning om at kunne blive selvforsørgende på ordinære vilkår igen, er det vigtigt, at din læge beskriver dette med præcis angivelse af dato for raskmelding, så du kan få forlænget dine sygedagpenge.

Hvis det så viser sig, at lægens skøn ikke holder stik, er det afgørende, at lægen laver en ny klar vurdering, da kommunen desværre ofte kan finde på at raskmelde nærmest automatisk uden at lytte til den sygemeldte og uden at spørge behandlende læger, om personen reelt er blevet rask til ordinært arbejde.

Sygedagpengene kan også forlænges i op til 69 uger, når det er nødvendigt at afklare den helbredsmæssige situation for at vurdere den sygemeldtes arbejdsevne.

Afventer en sag for eksempel yderligere undersøgelser eller en tilbagemelding fra en speciallæge, kan forlængelsesreglen anvendes, hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen kan afklares inden for forlængelsesperioden.

I den forbindelse er det vigtigt, at din læge beskriver din sygdom som uden behandlingsmuligheder, og at funktionsniveauet er varigt og væsentligt nedsat.

Det er også vigtigt, at din sagsbehandler laver en realistisk plan for, hvordan din arbejdsevne kan blive afklaret inden for de 69 uger.