Når polske eller rumænske arbejdere kommer til Danmark for at arbejde i et firma uden overenskomst til en timeløn på måske 40-50 kroner, kaldes det social dumping.

Når udenlandske virksomheder driver forretning i Danmark uden at overholde overenskomsterne, regler om arbejdsmiljø, skat og social sikring, kaldes det også social dumping.

Den sociale dumping er sat i system af EU. Og det er den samme medicin i alle EU-lande.

Det er blevet et af de hotte politiske spørgsmål - også til det kommende kommunal- og regionsvalg. Og regeringen har i sit finanslovsudspil afsat 75 millioner årligt de næste fire år til at bekæmpe social dumping. Det skal blandt andet ske gennem et tættere samarbejde mellem Skat, Arbejdstilsyn og Politi for at modvirke snyd.

Skal man imidlertid gøre grundlæggende op med denne praksis, må man stille sig spørgsmålet, hvorfor er det kommet dertil, at vi gladeligt åbner grænserne for det ene østeuropæiske platfirma efter det andet, som underbyder danske løn- og arbejdsforhold.

Svaret er kort: EU. Arbejdskraftens og varernes frie bevægelighed over grænserne er en grundpille i EU-medlemskabet.

Siden den såkaldte Østaftale bortfaldt den 1. maj 2009 har der været frit slag for både danske og udenlandske arbejdsgivere til at underbyde danske løn- og arbejdsforhold.

Konsekvenserne er ikke udeblevet. Knap 75.000 østarbejdere vurderes nu at arbejde i Danmark. Dermed er danske lønninger sat under et voldsomt pres.

HARTZ-REFORMER I TYSKLAND

Ser vi til vores naboland Tyskland, findes der imidlertid også en anden form for social dumping. Her har staten via de såkaldte Hartz-reformer sat i system, at et stigende antal tyskere arbejder til en løn, som er så lav, at de ikke kan leve af den.

Det er sket gennem de såkaldte ”minijobs” med en fast indkomstgrænse på 400 euro.

Konsekvenserne har været dramatiske. I dag arbejder 7,5 millioner tyskere i minijobs. 1,3 millioner får socialhjælp, fordi de ikke kan leve af deres job. Og generelt er uligheden steget dramatisk.

Også det tyske dagpengesystem er blevet strammet. Dagpengeperioden er blevet forkortet til 12 måneder, derefter er det bistand på højst 2700 kroner om måneden.

OG REFORMER I DANMARK

Selv om vi ikke har fået danske Hartz-reformer, er der alligevel meget ved udviklingen, som peger i samme retning. Det har bare ikke et fælles navn.

Også i Danmark er dagpengeperioden forkortet. Det projekt stod den forrige regering fadder til, men det er den nuværende, som gennemfører det.

SRSF-regeringen har også gennemført en række andre reformer, som har samme mønster. Sociale satser er blevet sat ned, perioderne, man kan få ydelserne i, er blevet kortere, og det er blevet sværere at få ret til ydelserne. Det er tilfældet i førtidspensionsreformen, fleksjobreformen, akutpakkerne til de arbejdsløse, kontanthjælpsreformen og SU-reformen.

Fælles for alle disse reformer er også, at de er blevet anbefalet af EU.

NYE REFORMER I VENTE

Der er ikke noget, der tyder på, at rækken af reformer, som forringer de eksisterende forhold, er slut.

Både Claus Hjort Frederiksen (V) og Ole Sohn (F) har varmt talt for, at vi skal lære af tyskerne, når det gælder indretningen af arbejdsmarkedet og lønniveauerne.

En række politikere, økonomer og arbejdsgiverorganisationer har udtalt sig til fordel for indførelse af lavtlønnede hel- eller deltidsjob, navnlig i servicesektoren, mens andre taler om “indslusningsløn” til 70 kroner i timen.

Og senest har vi set adskillige politikere rose udspillet fra tillidsfolkene på Danish Crown om lønnedgang for at investere i virksomheden. Den nye socialdemokratiske erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen, mener ligefrem, at aftalen bør inspirere hele det danske arbejdsmarked til at indføre kreative lønmodeller.

Det vi oplever i disse år er altså social dumping hele vejen rundt. De goder og rettigheder, som er blevet opbygget gennem generationer blandt andet gennem fagbevægelsens aktivitet og kamp, forringes skive for skive.

Og den sociale dumping er sat i system af ikke mindst EU. Det er den samme medicin i alle EU-lande.

Skal denne udvikling vendes må fagbevægelsen forholde sig langt mere aktivt til EU-medlemskabet. Vi kan ikke blive ved med at afsætte millioner af kroner til at kontrollere og stikke fingre i de huller, som EU skaber.