13 Jun 2021  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Huspriserne stiger – men hvorfor?

Blogs

Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist
Uddannet murer, ingeniør og civiløkonom. Har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi.
Blogindlæg af Carl-Aage Jensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 24. april, 2021, 07:00:35

Huspriserne stiger – men hvorfor?

En del økonomer afviser, at der er tale om en egentlig prisboble på boligområdet, fordi de mener, at prisstigningerne kan forklares ud fra ændringer i de økonomiske parametre – primært nedsættelse af renterne. Det giver imidlertid langtfra det reelle billede af baggrunden for de stigende priser.

Medierne vælter sig i øjeblikket i artikler om, at priser på huse og lejligheder er steget med 15-20 procent i 2020, og stigningerne har fået Nationalbanken og Finanstilsynet til at tale om en foruroligende udvikling.

Liberaliseringen af samfundene i Nord op gennem firserne og helt frem til finanskrisen i nullerne har været med til at forstærke effekten af den øgede mængde fri kapital.

Men hvad er det, der får lavinen til at rulle, og hvad er konsekvenserne? Det er spørgsmål, der ikke bliver givet mange svar på.

Betingelsen for, at huspriserne kan stige så voldsomt, er, at der er rigeligt med overskydende fri kapital, samt at der er nogen, der vil låne pengene ud mod pant i hus eller lejlighed.

Det er også en betingelse, at der er nogen, der er parat til at binde sig til så stor en gæld. Det kræver både en god indtægt samt en tro på, at både samfundets men også ens egen økonomi er god i fremtiden.

En del økonomer afviser, at der er tale om en egentlig prisboble på boligområdet, fordi de mener, at de kan forklare prisstigningerne ud fra ændringer i de økonomiske parametre – primært nedsættelse af renterne. Når de kan forklare det, vil de per definition ikke tale om en prisboble.

Rentenedsættelser giver imidlertid langtfra det reelle billede af baggrunden for de stigende priser og slet ikke dens konsekvenser.

Det finansielle overskud

Danmark har gennem de sidste tredive år som samlet samfund haft et stigende overskud på betalingsbalancen overfor den øvrige verden. Det danske overskud på betalingsbalancen afspejler summen af den private og offentlige opsparing i Danmark.

Danmark er imidlertid ikke det eneste land, der har det på den måde. Det er en generel tendens, at de rige lande i det såkaldte Nord suger overskud ud af produktionen i det såkaldte Syd og på den måde fortsætter kapitaludflytningen fra kolonitiden.

Langtfra hele overskuddet er blevet investeret direkte i produktion og udvikling. Tværtimod bliver en stigende del investeret i finansielle produkter som aktier og obligationer.

Det er dette finansielle overskud, der presser renten mod nul og for visse staters obligationer endda ned under nul. Det er samtidig dette finansielle overskud, der er grundlaget for, at vi kan tale om finansialisering af samfundet, hvilket afspejler, at vi i stigende grad finansierer vore indkøb i stedet for at spare op til større investeringer og forbrugsvarer.

Liberaliseringen af samfundene i Nord op gennem firserne og helt frem til finanskrisen i nullerne har været med til at forstærke effekten af den øgede mængde fri kapital.

Almindelige mennesker presses ud af store byer

Mængden af nye finansielle produkter i nullerne, som for eksempel de såkaldte flekslån F1, F3 og F5, var med til at forstærke opfattelsen af, at gæld, det er ikke noget man betaler, men det er noget man har, og som man refinansierer efter behov og muligheder.

Boligboblen, der brast, og finanskrisen har været med til at skærpe kravene i forbindelse med låneoptagelser, men disse krav har også været med til at forstærke effekten af de stigende huspriser. Nemlig en generel udskiftning af almindelige mennesker i kernen af de store byer med folk, der har store gager og en pæn friværdi at trække på.

I dag har et par, der tjener godt 40.000 kroner hver om måneden og har 200.000 kroner sparet op, kun råd til at købe et hus til 3.700.000 kroner ifølge Arbejdernes Landsbanks låneberegner. Det kan man ikke få meget bolig for i København eller i centrum af de andre store byer i Danmark.

En af betingelserne for, at priserne kan fortsætte med at stige, er, at der kommer flere højtlønnede folk, der ønsker at bo i byerne, og som har friværdi med fra tidligere huskøb. Effekten er, at almindelige mennesker som sygeplejersker og faglærte bliver presset ud i omegnen af de store byer.

Økonomiske konjunkturer

En lære fra de tidlige firsere og frem til nullerne og finanskrisen er også, at de økonomiske konjunkturer har en afgørende indflydelse på prisstigningerne og efterfølgende på, hvor meget nyt der bliver bygget.

Det er oplagt, at den enkelte person ikke er parat til at binde sig til stor gæld, hvis vedkommende samtidig har stor risiko for at blive fyret og blive arbejdsløs. Men da Schlüter-regeringen i 1987 bremsede økonomien op med den såkaldte kartoffelkur, faldt både huspriserne og renten på en gang. De dårlige konjunkturer overtrumfede simpelthen effekten af de lavere renter på det liberale boligmarked, ligesom de gjorde umiddelbart efter finanskrisens udbrud i 2008.

Nationalbanken fik efter finanskrisen en række økonomer til at analysere udviklingen, og de konstaterede, at det var de stigende priser og drømmen om hurtige gevinster, der drev det øgede byggeri i for eksempel København.

I København har Socialdemokratiet imidlertid overtaget holdningen fra en liberal rapport, der hævder, at det er mængden af boligbyggeriet op til finanskrisen, der efterfølgende tvang priserne ned.

Rapporten ser til gengæld fuldstændig bort fra effekten af finanskrisen. Socialdemokratiet i København bruger alligevel konklusionerne fra rapporten til at begrunde kravet om byggeriet på Amager Fælled og Stejlepladsen og for udviklingen af den nye kunstige ø, Lynetteholm.