28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3000 kroner mere om måneden

Blogs

Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist
Uddannet murer, ingeniør og civiløkonom. Har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi.
Blogindlæg af Carl-Aage Jensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 10. april, 2014, 12:57:50

3000 kroner mere om måneden

Produktivitetskommissionen forsøger at sælge sit budskab ved at lokke med udsigt til, at en gennemsnitlig LO-arbejder ville få 3.000 kroner mere i løn.

"Hvis den danske produktivitet havde fulgt den amerikanske, havde samfundet i 2013 været 360 milliarder kroner rigere. Det svarer til, at en gennemsnitlig LO-arbejder ville få 3.000 kroner mere i løn per måned. Efter skat".

 Statistikken viser, at LO-arbejderen får mindre lønstigning end stigningen i produktiviteten.

Sådan sælger Produktivitetskommissionen budskabet i deres afsluttende rapport, der kom på gaden i sidste uge. Kommissionen har blandt andet sammenlignet udviklingen i produktivitet i den private service sektor i Danmark med udviklingen i USA. Siden midten af halvfemserne er den danske service sektor haltet bagud i produktivitetsudviklingen i forhold til USA. Så det gælder vel bare om at komme i gang?

Hvem kan synes, det er en dårlig ide, at en LO arbejder får 3.000 kroner mere i løn hver måned efter skat. Det er i hvert fald svært at finde nogen i fagbevægelsen, der vil sætte sig imod. Og det lyder jo næsten også for godt til at være sandt. At frugten af den øgede samfundsproduktion skulle tilfalde den almindelig LO-arbejder.

Kommissionen lover selvfølgelig ikke, at det vil ske. Vi kunne også bruge pengene på at have to lærere i de første fire klasstrin i skolen, lyder det optimistisk fra kommissionen!

Produktivitet i industrien

Produktivitetskommissionen hæfter sig ved, at det er den danske service sektor, som er orienteret mod hjemmemarkedet, og som ikke er udsat for international konkurrence, der har problemer med udviklingen i produktivitet. Siden 2010 er udviklingen nærmest gået i stå i denne sektor.

Til gengæld er produktiviteten i industrien, der konkurrerer på det internationale marked, steget med fem procent om året siden 2010. Det vil sige, at hver arbejder i gennemsnit producerer værdier, der er fem procent mere værd end det, vedkommende producerede året før, og det er vel at mærke uden at arbejde flere timer.

Det giver jo et reelt grundlag for at vurdere, hvor meget LO-arbejderen får af en produktivitets stigning. Ifølge Danmarks Statistik er timelønnen i industrien steget mindre og mindre år for år siden krisen brød ud i 2008. 

I 2008 steg timelønnen omkring fire procent på årsbasis, men siden 2010 har stigningen konstant ligger under to procent. Det vil sige, at LO-arbejderen får mindre stigning end stigningen i produktiviteten. Han får en stadig mindre andel af produktionen.

Øger profitten

Den offentlige sektor er i samme periode blevet styret stramt økonomisk og underlagt en lang række reformer, der har undergravet overførelsesindkomsterne med det officielle formål at øge arbejdsudbuddet.

I modsætning hertil kan vi konstatere, at de store danske selskaber øger deres profit. Endda i en sådan grad, at de ikke kan bruge pengene i produktionen, men udbetaler dem til kapitalmarkedet. Ifølge en undersøgelse i Berlingske Business af de store danske virksomheder bliver 70 procent af overskuddet i 2013 sendt tilbage til kapitalmarkedet i stedet for at skabe job i Danmark.

Det er det virkelige billede af fordelingen af øget produktivitet i industrien. 3000 kroner til en gennemsnitlig LO arbejder hver måned. Efter skat. Det lyder mere som manipulation end noget, der har med virkeligheden at gøre.