Trumps forsøg på at ændre internationale handelsaftaler til øget fordel for USA har fået eliten i "Vesten" til at lovprise de såkaldte frihandelsaftaler.

De globale virksomheder trækker op til ti gange mere profit ud af udviklingslandene i Afrika, end landene får i bistand.

Finansminister Kristian Jensen har for eksempel udtalt, at frihandel er årsagen til velstanden i Danmark. Påstanden bliver stort set ikke modsagt, og langt ind i fagbevægelsen er der ikke et andet syn på aftalerne.

Frihandel, fri konkurrence og frie markeder er imidlertid ord fra en svunden tid, som ikke længere svarer til den virkelighed, som produktion og handel i dag finder sted under.  I dag domineres den såkaldte fri verdenshandel af globale virksomheder, der udnytter deres dominans til egen fordel på bekostning af nationale hensyn.

Det vurderes således, at 80 procent af al verdenshandel i dag bliver kontrolleret af store globale virksomheder. 50 procent af verdenshandlen vurderes alene at være intern handel i koncerner mellem deres egne afdelinger i forskellige lande, og de øvrige 30 procent kontrolleres som led i de såkaldte globale værdikæder.

Globale værdikæder karakteriserer den måde, som blandt andet Apple producerer deres Iphone på. Apple udvikler programmer og design, mens den fysiske telefon bliver produceret rundt om i verden på lokale fabrikker, der er kendetegnet af elendige løn- og arbejdsforhold.

Det er Apple, der har patenter og rettigheder til slutproduktet og kontrollerer, hvad der bliver udbudt på markederne. Det er derfor også Apple, der høster de store profitter fra salget. De lokale fabrikker får lavere profitter, der ofte er skabt som følge af benhård udbytning af den lokale arbejdskraft.

Apple investerer ikke i de lokale miljøer, men udnytter frihandlen til at få produceret sine telefoner, hvor i verden det er billigst, samtidig med at frihandlen giver dem adgang til markeder verden over.

Frihandelsaftalerne har til formål at åbne de lokale markeder for de globale monopoler, der har de nyeste teknikker og langt mere kapital, så de udkonkurrerer den lokale industri eller udnytter den som underleverandører.

Ulandsbistand bliver tit givet i samme ånd med krav om, at modtagerlandene skal åbne adgangen til de lokale markeder og landets råstoffer. Den internationale forening af graver journalister oplyser, at de globale virksomheder trækker op til ti gange mere profit ud af udviklingslandene i Afrika, end landene får i bistand.

På trods af der er et stort behov for at investere i udviklingslandene, overføres der i stedet økonomiske ressourcer fra disse lande til de avancerede industrilande, hvilket tal fra FN’s organisation UNCTAD bekræfter.

Udviklingslandene bliver samtidig tilskyndet til at satse på eksportorienterede erhverv, men da de har en mindre udviklet industri, bliver det ofte som underleverandører, der fastholder dem i et afhængighedsforhold til de rige lande, mens befolkningen i deres egne lande forbliver i fattigdom.