28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvem har tillid til finansmarkedet?

Blogs

Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist
Uddannet murer, ingeniør og civiløkonom. Har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi.
Blogindlæg af Carl-Aage Jensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 04. oktober, 2012, 11:09:28

Hvem har tillid til finansmarkedet?

I stedet for at ændre de grundlæggende træk ved velfærdssamfundet ud fra kapitalmarkedets krav bør regeringen tage et opgør med dets dominans.

Finansmarkedets tillid til dansk økonomi var et tungtvejende argument, da regeringen foreslog dansk deltagelse i EU's finanspagt. Forslaget til finanslov for 2013 er også planlagt, så det ”skaber troværdighed til dansk økonomi”.

Regeringens argument er, at kapitalmarkedets tillid giver en lav rente, som fremmer investeringer i erhvervslivet til gavn for beskæftigelsen.

Inden samfundene blev domineret af finansmarkederne, var det en tommelfingerregel, at det kostede 10.000 arbejdspladser, hvis renten steg et procentpoint. Den gang kunne overskudskapital til nye investeringer være en flaskehals i økonomien, men sådan er det ikke i dag.

Mangel på afsætning

Hovedårsagen til at der ikke bliver investeret tilstrækkeligt i ny produktion og dermed nye arbejdspladser i dag, er ikke mangel på kapital i samfundet, men derimod mangel på afsætning.

Kapitalmarkedet flyder over med kapital, der søger andre investeringsmuligheder end i ny produktion.

Det skaber konstant kimen til nye bobler i den finansielle verden, som giver negativ afsmitning i den øvrige økonomi. Finansielle bobler er grundlæggende set udtryk for kortsigtede investeringer, der forsøger at udnytte ubalancer i prissætningen af værdier som aktier.

I stedet for at tilpasse landets økonomi til kapitalmarkedets krav, burde regeringen stille sig spørgsmålet: Kan vi som samfund have tillid til kapitalmarkedets dispositioner? Det var kapitalmarkedet, der var drivkraften i at skabe den økonomiske boble og dermed baggrunden for den dybe krise vi har i dag. Og markedet skaber stadig mindre bobler

Eksemplet Novo

På Københavns fondsbørs bliver Novo aktien i øjeblikket handlet til en kurs, der betyder, at hvis alle selskabets aktier bliver solgt til denne kurs, koster Novo cirka 420 milliarder kroner. Det er næsten 14 gange den værdi, som Novo selv har bogført selskabet til.

Til sammenligning er A. P. Møller - Mærsk ”kun” 180 milliarder kroner værd målt på aktiekursen. Det er til gengæld mindre end selskabet selv har bogført. Denne forskel skal også ses i lyset af, at Mærsk traditionelt set har større overskud, langt større omsætning og langt større egenkapital end Novo.

Alle tilhængere af de fri markedskræfter og tesen om at ”kapitalmarkedet aldrig tager fejl” vil selvfølge forklare prisansættelsen af Novo med det argument, at kursen ikke fastsættes ud fra tidligere overskud, men ud fra forventninger til den fremtidige indtjening. Markedet for insulin er i vækst, lyder forklaringen.

Nu er det som bekendt svært at spå - specielt om fremtiden. Det måtte alle de aktieejere sande, der i tiltro til lyse tider for vindmølleindustrien havde købt Vestas aktier til en kurs mellem 600 - 700 kroner pr aktie kort før finanskrisen brød ud. I dag sælges aktien til under kurs 40.

Kasino økonomi

Stadig flere aktieejere har en meget kort investeringshorisont. For 25-30 år siden beholdt aktieejer i gennemsnit en aktie i cirka fem år. I dag varer det gennemsnitlige ejerskab omkring otte måneder. Hovedparten, der køber Novo aktier i dag, venter ikke på, om selskabet virkelig bliver de mange milliarder værd. De håber derimod på, at aktiekursen fortsat stiger på den korte bane, så de kan realisere en gevinst.

Finansmarkedet får i stigende grad karakter af det, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kaldte kasino økonomi, hvor fokus på skabelsen af værdierne er gået tabt til fordel for fokus på tilegnelsen af værdier på kort sigt.

I stedet for at ændre de grundlæggende træk ved velfærdssamfundet ud fra kapitalmarkedets krav bør regeringen i stedet tage et opgør med dets dominans. Regeringen bør sikre, at overskudskapitalen styres over i de nødvendige investeringer, der både kan skabe beskæftigelse og sikre den samfundsmæssige udvikling.