Venstre har bragt en række direktører på banen i valgkampen for at underbygge visdommen af partiets egne angreb på specielt kontanthjælpsmodtagere og partiets manglende vilje til at bekæmpe social dumping.

Hvorfor hopper pressen med på luftige politiske udtalelser, som ikke tegner et reelt billede af virkeligheden?

Først kom den famøse sag om firmaet Panorama, hvor direktøren kunne fortælle, at en ansat, der havde været på kontanthjælp, havde regnet ud, at han fik for lidt ud af at arbejde som rengøringsassistent, hvorfor han krævede mere i løn.

I sidste weekend kunne en direktør fra Fyn fortælle, at Danmark efter hans mening har brug for de mange østeuropærer i landet. Han begrundede det med, at hans polske arbejdere er bedre svejsere end danske svejsere, og så er de parate til at "arbejde igennem, når der er brug for det".

Venstres forslag om at sænke skatten på de lave arbejdsindkomster har da også en helt klar adresse. Partiet pakker forslaget ind i hensyn til de lavest lønnede, der får for lidt ud af at arbejde, men Venstres valg af bannerførere afslører, at de reelle modtagere er arbejdsgiverne, der får nemmere ved at presse lønnen ned.

Regningen skal ifølge Venstre sendes til det offentlige og betales af nedskæringer i ulandshjælpen og ved at forringe forholdene for flygtninge. Altså de absolut økonomisk dårligst stillede.

Hvis danske svejsere virkelig er dårligere end polske svejsere, hvorfor kæmper de danske virksomheder så ikke for at hæve standarden af de danske uddannelser? Hvis der er for få uddannede danske håndværkere, hvorfor skaffer de danske virksomheder så ikke nogle flere praktikpladser?

Hvis rengøringsassistenten synes, han får for lidt ud af at arbejde, er det måske netop, fordi Panorama betaler nogle elendige lønninger.

Efter søndagens debat mellem Thorning og Løkke tog dele af pressen nærmest udgangspunkt i, at det nu var slået fast, at det ikke kan betale sig at arbejde.

Hvorfor hopper pressen med på luftige politiske udtalelser, som ikke tegner et reelt billede af virkeligheden?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udarbejdede i efteråret en rapport om netop kontanthjælpen og spørgsmålet, om det kan betale sig at arbejde.

Konklusionerne var ret klare:

Kontanthjælpen i Danmark er ikke høj – tværtimod er den tæt på fattigdomsgrænsen. Det kan faktisk betale sig at arbejde frem for at få kontanthjælp. Selv ”kasseassistenter har markant større indkomst end folk på kontanthjælp”, ligesom der også er ”pæne” gevinster for ufaglærte ved at arbejde.

”Ledighed hænger sammen med uddannelse” og er ikke nært knyttet til, hvor meget folk bliver kompenseret i form af offentlige ydelser, ligesom lavere ydelser ikke får flere i job. Uddannelse og flere job er derfor vejen til få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde, konkluderer rapporten.

I stedet for at forfølge konklusionerne i rapporten og stille krav til virksomhederne oplever vi flere liberale politikere og pressen, som jagter de svagest stillede.

Samtidig kan vi se, at de store danske virksomheder bruger deres monopolstillinger til at score rekordstore profitter, som de sender tilbage til aktionærerne i stedet for at skaffe de nødvendige job.