Den franske økonom Piketty understreger i sin bog om kapitalens udvikling, at der i de vestlige økonomier er sket et markant skred siden krisen i halvfjerdserne. De rigeste tilegner sig en stadig større andel af samfundskagen på bekostning af den store gruppe af befolkningen i den nederste del af indkomsthierarkiet.

Mest grelt er det i USA, hvor de 10 procent rigeste har tilegnet sig 90 procent af den økonomiske vækst siden halvfjerdserne, påpeger Piketty. Halvdelen af befolkningen har ikke oplevet nogen vækst i levestandard, og de lavest lønnede har endda oplevet tilbagegang.

Når vi retter modstanden mod det indre marked, er det vigtigt at bekæmpe de fire såkaldte friheder for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft.

I Storbritannien ses den samme udvikling. Politikerne taler om, at det skal kunne betales sig at arbejde, men det er netop ikke hårdt arbejde, der betaler sig. De store indtægter hentes ikke i form af almindelige lønninger men gennem kapitalafkast og forvaltning af kapitalen. Hvilket symboliseres af Londons rige finanscentrum på den ene side og det skrantende produktive miljø i landet på den anden side.

Der er da også flere analytikere, der peger på, at baggrunden for, at briterne så overbevisende stemte nej til EU i juni, netop er den stigende ulighed i Storbritannien. Almindelige mennesker opfatter EU som elitens projekt, der ikke er til gavn for dem selv.

"Uligheden har en central betydning – ikke kun økonomisk ulighed, også adgang til indflydelse, job og uddannelse. I de områder af England, hvor det går skidt, har de i højere grad stemt for 'leave'", vurderede forsker ved RUC, Bent Greve, overfor Information kort efter afstemningen.

Hvad er årsagen til, at uligheden øges?

Der er selvfølgelig flere faktorer, men motoren bag den øgede ulighed er udviklingen af det globale marked, med øget frihandel som i EU's indre marked.

De internationale markeder bliver i stigende grad domineret af færre og større selskaber, der både kontrollerer produktionen og udbuddet af varer. Store selskaber som Apple og Nike får væsentlig dele af deres produkter produceret i lavlønslande. Det giver dem mulighed for ekstra store profitter, som ikke bliver investeret i ny produktion, men bliver placeret i det spekulative miljø i finansverden på grund af manglende efterspørgsel.

Samtidig ser vi, at arbejdskraften i EU flyder mere frit, så lavtlønnet arbejdskraft udefra også underbyder den i forvejen dårligst lønnede del af den hjemlige arbejdskraft.

Den fri konkurrence har vist sig primært at gælde arbejdskraften, og især den mindst specialiserede del af den.

Når vi på venstrefløjen retter den politiske modstand mod frihandel og det indre marked, er det vigtigt konkret at bekæmpe de fire såkaldte friheder for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft. De giver frihed for nogen, men det sker på andres bekostning i form af både forringede levevilkår og tab af demokrati.