I slutningen af januar kom Socialdemokratiet med sit nye pensionsudspil. Først og fremmest er det dejligt, at endnu et parti i Folketinget endelig er villig til at diskutere det, som vi i lang tid har diskuteret ude i skurvognene; hvordan i al verden os med fysisk arbejde skal kunne overleve et helt arbejdsliv med en så høj pensionsalder. 

Socialdemokratiet har selv været med til at stemme den nuværende latterligt høje pensionsalder igennem.

Ved første øjekast ser udspillet da også ud til at vise gode takter med principper som, at det skal være en ret med en tidligere tilbagetrækning for nedslidte, og tanker om en ret til at kunne trække sig tilbage efter at have været så og så mange år på arbejdsmarkedet.

Og selvom man er tilhænger af en universel, anstændig og realistisk pensionsalder på for eksempel 65 eller 67 år, er det stadig fint, at nogle flere i Folketinget vil snakke om det faktum, at ens krop ikke automatisk kan tåle mange års ekstra fysisk arbejde, bare fordi den gennemsnitlige levealder stiger. At befolkningen som helhed bliver ældre, gør det ikke mindre slidsomt at slæbe gipsplader eller udføre knæliggende arbejde.

Når så det er sagt, så er der meget langt fra de fine principper til hvad Socialdemokratiet i praksis forstiller sig at der skal gøres. Socialdemokraterne kæmpede hårdt i medierne for at holde deres udspil så luftigt som muligt, men da de blev trykket lidt på maven, kom det jo frem, at det de egentlig forstiller sig er, at en indtil videre udefineret gruppe af arbejdere kan få lov til at træde fra to-tre år før tid. Hvor mange, der ville få denne fyrstelige ret, kom der intet bud på.

Hvis folk på min alder skulle få denne "tidlige" tilbagetrækning, ville det altså betyde en pensionsalder på 71-72 år. Det tror jeg ikke, nogen af mine jævnaldrene ser som en løsning på noget som helst.

Det stort opslåede udspil og de fine principper var altså intet andet end god gammeldags valgflæsk. En politikkermanøvre af værste skuffe.

Socialdemokratiet har selv været med til at stemme den nuværende latterligt høje pensionsalder igennem, det er dem selv, der har skabt det problem, som de nu prøver at bilde folk ind, at de vil løse. De har pisset arbejderklassen op og ned af ryggen og tilbyder os nu et lommetørklæde at tørre os med.

Ærgerligt er det også at se fagbosser fra flere af de tidligere LO-forbund kaste sig ud i  jubelscener over udspillet. Man får følelsen af, at lederne af vores bevægelse enten er fuldstændigt uden visioner for, hvilket samfund vi ønsker, eller at de sætter snævre partiinteresser over deres egne medlemmers interesser.  Og selvom de faglige ledere alle lægger vægt på vigtigheden af, at dette skal igennem en trepartsforhandling, accepterer de stadig udspillets præmis om, at "det ikke må koste for meget". 

Men hvad er "for meget", når vi snakker om en værdig tilbagetrækning for den danske arbejderklasse? Hvorfor skal noget af den værdi, vi som arbejdere skaber, ikke anvendes til at forbedre vores livskvalitet?