Presset fagtop til bords med V og DA
Blogs
Presset fagtop til bords med V og DA
Toppen af dansk fagbevægelses sygelige trang til at sidde med ved forhandlingsbordet uden et folkeligt pres kan endnu engang vise sig at blive dyrt for arbejderklassen.
Efter et, i nogens øjne, mindre heldigt forløb ved de sidste trepartsforhandlinger har vi haft en periode uden drøftelser mellem de tre magtfaktorer; regeringen, arbejdskøberne og fagbevægelsen.
Mange politiske beslutninger igennem lang tid har ikke mødt de nødvendige og åbenlyse modkrav fra fagbevægelsen.
Sidenhen hed det sig fra den politiske part, Claus Hjort, at man ikke anså fagbevægelsen for at være i stand til at vurdere Danmarks udfordringer, og den var da slet ikke til at lave aftaler med. Om toppen af dansk fagbevægelses accept af dagpengeforliget nu har vist regeringen, at man igen er opgaven voksen, og man kan sidde med ved bordet, kan den enkelte så vurdere.
Optakten til disse trepartsforhandlinger har haft et yderst kedeligt udgangspunkt. Regeringen var tidligt på banen med indslusningsløn som værende et helligt middel for integrationen af vores mange venner, som er flygtet herop. Således var banen kridtet op og 1. halvleg klar til at blive sparket i gang. Forsøget på at indføre endnu et element af lav løn på det danske arbejdsmarked blev dog sparket til hjørne, for en stund i hvert fald. For netop gennem bevågenhed og pres fra mange kanter, er det lykkedes at få forslaget, i sin første ordlyd, taget af bordet. Det betyder dog ikke, at vi skal forvente store mirakler ved forhandlingerne. Og hvorfor skal vi så ikke det?
I defensiven
I en alt for lang periode har fagbevægelsen og vi arbejdere haft defensive krav og endda flere gange accepteret reallønsnedgang. Vi er blevet lullet ind i en fortælling om, at vi skal være glade for at opretholde det, vi har. Enhver tanke om retning og mål for arbejderbevægelsen synes svær at brænde igennem med, også i arbejderbevægelsens egne organisationer. Det har gjort, at man ikke iværksætter initiativer blandt vores kollegaer, som skal danne grundlag for en politisk retning, som kan skabe forbedringer for det arbejdende folk.
Mange politiske beslutninger over det sidste lange stykke tid har ikke mødt de nødvendige og åbenlyse modkrav fra fagbevægelsen, som man kunne have håbet på.
Når man for eksempel hæver pensionsalderen, må vores svar være: ned med arbejdstiden. Som ung 3F´er med udsigt til at skulle arbejde - ja, kisten, jeg skal ligge i, bliver nok min sidste arbejdsopgave - så er der en masse bekymringer, som kunne danne grundlag for et folkeligt pres.
Klar til 2. halvleg
Vi har i Danmark et arbejdsmarked, hvor der i mange brancher stilles høje fysiske krav. Så høje, at mange simpelthen ikke kan klare et helt arbejdsliv i faget, de valgte som ung. Derfor er det nødvendigt at se på, om arbejdstiden burde sænkes. Der vil være tonsvis af argumenter for at skabe en sag, der vil få positiv betydning for arbejderklassen, og som kunne trækkes ind i trepartsforhandlingerne.
Det vil være på sin plads at få skoene bundet og 2. halvleg fløjtet i gang. Desværre kommer vi nok til at opleve endnu engang, at det bliver et valg mellem enten at underkaste sig det, det borgerlige Danmark ønsker fagbevægelsens billigelse til, eller at man må forkaste eventuelle forslag. Alene fordi man ikke vil benytte sig af den magtfaktor, det vil sige at have krav solidt funderet i almindelige arbejderes hverdag.
Det bliver dyrt på den lange bane…