30 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi kan ikke leve af at klippe hinanden

Blogs

Claus Højte
Direktør for Lejernes Landsorganisation Hovedstaden
Claus Højte har arbejdet i Lejernes Landsorganisation Hovedstaden (LLOH) siden 1996, og har været direktør i LLOH siden 2010. Er medlem af en række nævn, udvalg og bestyrelser inden for boligområdet. Lejernes Landsorganisation Hovedstaden har 35.000 medlemmer.
Blogindlæg af Claus Højte

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Søndag, 18. april, 2021, 09:03:30

Vi kan ikke leve af at klippe hinanden

Vi skal erkende, at den brede befolkning ikke kan blive rige af at sælge og leje boliger ud til hinanden. Vi skal have en stor lejeboligsektor bestående af almene boliger og regulerede, private udlejningsboliger. Vi skal skrue ned for de gunstige lån til ejerboliger og overveje at beskatte de enorme gevinster på salg af ejerboliger.

Åbningen af landets frisørsaloner har fyldt en stor del af mediebilledet de sidste par uger. Det er gået op for os alle sammen, hvor vigtige frisørerne er for os.

Men det er også gået op for os, at livet – og samfundsøkonomien – faktisk går videre, selv om mange af os ligner noget fra 1970'erne. Vi lever ikke af at klippe hinanden. I Danmark lever vi af at producere og eksportere varer, viden og tjenesteydelser.

Skal vi undgå, at en stor gruppe af danskere igen står med usælgelige boliger eller topdyre lejeboliger, de ikke kan betale, så er der kun én vej: At affinansialisere boligmarkedet.

Eller rettere sagt, det gælder for de fleste af os, i hvert fald det meste af tiden. For i virkeligheden lever mange af os delvist af – og på – at sælge og udleje boliger til hinanden.

Boligen er blevet et investeringsprojekt

I den vestlige verden har vi finansialiseret vores boliger. Det vil sige, at boligen har bevæget sig fra at være et forbrugsgode og et livsvilkår til at være et investeringsobjekt. Denne bevægelse tog fart i 00’erne, kun midlertidigt afbrudt af finanskrisen og har i dag nået sit foreløbige højdepunkt. Næsten alle danskere spekulerer i dag i, at vi kan leve af at leje og sælge boliger til hinanden.

Boligejerne i de store byer kan sælge deres boliger med enorme fortjenester. Andelshavere kan på trods af Blackstoneforligets virkning også regne med solide gevinster, når de sælger deres andele. Og alle de danskere, der har en pensionsopsparing, ja de opkøber og opfører via deres pensionskasser også boliger, som så lejes ud til den højest mulige leje.

Det vil sige, at næsten alle danskere på en eller anden måde deltager i det store boligspil. Nogle med langt højere gevinst end andre, men næsten alle deltager.

Ejerboligerne i Danmark er siden 2018 i gennemsnit steget mellem 15 og 20 procent, afhængigt af boligformen. Værdien af pensionskassernes udlejningsejendomme er steget med en lignende takt siden 2010, og andelsboligpriserne er også steget med raketfart.

Der er altså gode penge i at sælge og leje boliger til hinanden. Det er der ikke mindst, fordi lovgivningen har givet spekulationen gode vilkår. I ejerboligerne kan man få afdragsfri lån. Er man helt på den grønne gren og har kun belånt sin ejerbolig med op til 60 procent af værdien, så kan man faktisk få lov til at låne til en rente på 1 procent, helt uden at afdrage på sin gæld i op til 30 år.

Det betyder, at købsprisen på en ny bolig for en person, der allerede har en ejerbolig, er næsten ligegyldig, blot man kan nøjes med at låne de 60 procent. Den attraktive låneform gælder i virkeligheden kun borgere, som allerede har en ejerbolig, der er steget i værdi, for de færreste kan ved ærligt arbejde spare så mange penge op. Dermed er ejerboligmarkedet blevet til en lukket fest for dem, der allerede er der. Det er nærmest umuligt at komme ind på det.

Har man en udlejningsejendom, ja så kan man modernisere lejlighederne og få forrentninger på op til 20 procent af investeringen. Opfører man en ny udlejningsejendom, gælder der slet ingen regler for, hvor høj lejen må være – hvilket selvfølgelig betyder, at den bliver fastsat efter, hvor mange penge man kan klemme ud af en boligsøgende.

Har man i nogle år haft en andelsbolig, så er man begunstiget af en liberal fastsættelse af andelsejendommenes værdier og kan dermed regne med en solid gevinst, når man sælger.

Har man som stor kommune eller som staten grunde til salg, ja så er der også her udsigt til gode indtægter, for jorden er også steget voldsomt i værdi de sidste ti år.

På den måde forsøder mange danskere livet ved at spekulere i boliger – bevidst eller ubevidst. Og der er jo gode penge i skidtet!

Pyramidespil

Men i virkeligheden er der tale om en slags pyramidespil. Det gælder om at komme af med boligen og få den størst mulige gevinst ud af det. Den, der sælger eller lejer ud, vinder. Den, der køber sidst eller lejer, taber.

Men ligesom med alle andre pyramidespil, så stopper festen, når den sidst tilkomne ikke kan komme af med den bolig, vedkommende har købt, fordi der ikke er flere at sælge eller leje til. Boligejeren, der har købt dyrt. Andelshaveren, der har købt sin andel til en opskruet pris. Ejendomsinvestoren, der vil leje så dyrt ud, at ingen kan betale en leje, der kan forrente købsprisen.

Når det sker, så får vi endnu en økonomisk krise, præcis som vi havde for ti år siden. Alt tyder desværre på, at vi ikke har lært ret meget – spørg eksempelvis de økonomiske vismænd, der for nylig har advaret mod udviklingen.

Kun i den almene boligsektor er boligerne sat uden for det store boligspil. Her betaler lejerne det, det koster at drive ejendommen, hverken mere eller mindre. Men selv den almene boligsektor er udsat for det store boligspil, for de almene boligselskaber skal jo købe byggegrunde af staten eller af kommunerne til de priser, der er skruet op på grund af finansialiseringen.

Kigger vi lidt bagud på den sidste krise, der havde sit udspring i præcis den samme situation, så klarede lande med store, regulerede udlejningssektorer sig hurtigst ud af krisen. Lande med små eller regulerede lejesektorer lider stadig under 00'ernes finanskrise – for eksempel Spanien.

Skal vi undgå, at en stor gruppe af danskere igen står med usælgelige boliger eller topdyre lejeboliger, de ikke kan betale, så er der kun én vej: At affinansialisere boligmarkedet.

Ved at vi erkender, at vi ikke (i hvert fald ikke den brede befolkning) kan blive rige af at sælge og leje boliger ud til hinanden, lige så lidt som vi kan det af at klippe hinanden. Vi skal have en stor lejeboligsektor bestående af almene boliger og regulerede, private udlejningsboliger. Vi skal skrue ned for de gunstige lån til ejerboliger. Og så kunne vi jo overveje at beskatte disse års enorme gevinster på salg af ejerboliger.