Jeg troede i min naivitet, at hetz mod os med anden etnisk baggrund end dansk og stigmatisering fra politikeres side ville blive mindre under den nuværende regering. Jeg håbede på aldrig igen at blive serveret som valgflæsk.

Men de seneste plakater fra Socialdemokraterne og Konservative fortæller mig, at uanset hvor meget vi bidrager, vil de aldrig anerkende mig som en del af fællesskabet. De plakater fortæller, at vores politikere ved så lidt om virkeligheden, at det gør ondt.

Vi hører næsten aldrig om dem, som det går godt. Men når det går skidt, så hører vi om det.

Jeg ønsker at blive i Danmark. Her har jeg tilbragt cirka halvdelen af mit liv. Her bruger jeg min ytringsfrihed til at kæmpe for bedre vilkår for udsatte og er glad for at betale min skat. Men tonen i valgkampen gør, at tanken om at rejse et andet sted hen strejfer mig.

Udover Socialdemokraterne og Konservative, står også Venstre og naturligvis Dansk Folkeparti bag den hårde retorik.

Sandheden er, at vi hellere vil arbejde end rådne op i ensomheden i vores lejligheder. Vi, der bor uden vores familie og barndomsvenner her, har jo kun eneste livlinje til at få kontakt til andre – det er gennem arbejde. Gennem arbejde får vi venner og kommer ud af vores isolation.

Ved I kære politikere, hvordan det er at have lange weekender og ferier uden at få gæster, uden at tale med andre, uden at blive inviteret på besøg hos andre? Det ved I sikkert ikke. At have arbejde betyder ikke kun løn for os, men også sociale kontakter så vi ikke er ensomme. 

Jeg har et stærk tilhørsforhold til Danmark, og jeg kender mange, der har det samme tilhørsforhold, selvom de ikke er hvide. Som dansker med minoritetsbaggrund oplever jeg, at politikerne er med til at gøre danskerne mere lukkede. Jeg er flov over politikernes opførsel. Jeg er flov over, at Danmark er kendt i udlandet som et land, der diskriminerer.

Det handler om at skabe et inkluderende samfund i stedet for at ekskluderer hele grupper, som det sker med den nuværende retorik. Kun i den udstrækning et menneske anerkendes som en med værdifulde egenskaber og rettigheder på lige fod med alle andre, kan man udvikle et positivt selvforhold. 

Hvorfor er det svært at anerkende alle de danske musikere med anden etnisk baggrund end dansk? Hvorfor er det svært at sætte pris på alle de etniske minoritetskvinder, der tager en højere videregående uddannelse? Hvorfor er det svært at komme med gode fortællinger om os? Tror politikerne, at de kan miste stemmer?

Vi hører næsten aldrig om dem, som det går godt. Men når det går skidt, så hører vi om det. Selvfølgelig skal kriminelle straffes, men anerkendelse af dem, det går godt, kan virke som et forbillede for dem, hvor der ikke går godt efter bogen.

Må vi bede om en anden retorik, tak?