Tirsdag behandlede Folketinget et forslag om mere indsigt i multinationale selskabers skattebetaling i de enkelte lande, et krav – land-for-land-rapportering - som venstrefløjen og ikke mindst udviklingsorganisationer som Ibis, Mellemfolkeligt Samvirke og andre har arbejdet for i lang tid.

Enhedslisten støtter forslaget som  et skridt i den rigtige retning, men så heller ikke mere.

Det er primært en aftale i de rige landes klub, OECD. Reglerne er stort set lavet uden indflydelse fra de lande, der har den mindste økonomi.

For det første gælder kravet kun meget store multinationale selskaber med en omsætning på mindst 5,6 milliarder kroner.  Med den grænse er rigtigt mange selskaber ikke omfattet. Det vil vi gerne ændre.

For det andet bliver oplysningerne ikke tilgængelige for offentligheden, de skal kun udveksles mellem landenes skattemyndigheder.

Fint at myndighederne bedre kan samarbejde og udveksle oplysninger, men der mangler den dimension, borgerne i Danmark og andre lande har for at se, hvad den faktiske skattebetaling i de enkelte lande reelt er. Koncernernes regnskaber indeholder globale oplysninger, men i det enkelte land kan man ikke se, hvad der bidrages til det enkelte lands velfærd. Og det er ikke muligt at vurdere endsige kontrollere, hvad koncernen samlet betaler i skat, hvis  den overhovedet betales i det omfang, der står i regnskabet. Derfor bør land-for-land-rapportering omfatte krav om åbenhed i de enkelte lande.

I Danmark har vi – ikke mindst efter pres fra Enhedslisten – fået adgang til oplysninger om de store selskabers faktiske skattebetaling. Den åbenhed vil den nye regering måske lukke ned. Blandt andre Dansk Folkeparti, der ellers har været med i en aftale om at udvide åbenheden, har talt for at lukke.

For det tredje – og den største svaghed ved forslaget – er verdens fattigste lande mere eller mindre holdt ude i forhold til forhandlingerne om indretning af denne rapportering.

Det er primært en aftale i de rige landes klub, OECD. Reglerne er stort set lavet uden indflydelse fra de lande, der har den mindste økonomi. De fattigste lande har også sværest ved at leve op til de krav, der er i aftalen om udveksling af oplysninger om de multinationale selskabers omsætning og skat. Og det er netop de fattigste lande, der har det største problem. Sagt på en anden måde: Ud over den generelle kontrol med de multinationales skattebetaling er de regler, der nu vedtages, mest et spørgsmål om hvilke af de rige lande, der skal have hvor meget. Men udviklingslandene er de største tabere i det spil. De får meget lidt i skat, og de har meget små muligheder for at hamle op med de store selskabers horder af advokater og trusler om, at alle investeringer forsvinder, hvis de ikke makker ret.

Det er den største svaghed og mangel i de internationale aftaler, der gennemføres i Danmark med det lovforslag, der er fremlagt. Og det understreger desuden, hvor skidt det er, at der skal skæres i udviklingsbistanden, der blandt andet skulle hjælpe til at udbygge kontrollen med de multinationale.

Vi støtter forslaget - mest som en mulighed for at komme videre.