16 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lad os få debatten om ØD tilbage

Blogs

Frank Aaen
Statsrevisor, økonom, tidligere MF for Enhedslisten
Født 1951. Uddannet økonom (cand.oecon.) fra Aalborg Universitet. Tidligere medlem af Folketinget og finansordfører for Enhedslisten. I dag udpeget som statsrevisor. Tidligere redaktør for DKP's daværende avis Land & Folk.
Blogindlæg af Frank Aaen
lør. 20. feb - 2021
lør. 07. nov - 2020
søn. 20. sep - 2020
man. 10. aug - 2020
lør. 30. maj - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 22. december, 2017, 06:38:27

Lad os få debatten om ØD tilbage

Jo mere økonomi, der ikke bygger på markedets betingelser, jo større er mulighederne for at udvikle et trygt samfund. Der er brug for at genrejse debatten om Økonomisk Demokrati.

Fra 70erne til starten af 90erne var der en omfattende debat om ØD, Økonomisk Demokrati. Socialdemokratiet og fagbevægelsen brugte stor energi på det projekt. Vi mere utålmodige og revolutionære kritiserede reformisterne: Økonomisk Demokrati skal vi ikke købe, det tager vi. Vi måtte kort efter erkende, at vi savnede ØD-debatten. Målsætningen om at demokratisere økonomien forsvandt, senest bekræftet med salget af Alka.

Eksistensen af selskaber, der ikke skal give et maksimalt afkast til markedet, sætter en dæmper på grådigheden.

Problemet er både kort- og langsigtet. På kort sigt lader det grådigheden få mere plads. Alka har været med til at holde priserne på forsikring nede, fordi selskabet ikke skulle levere det størst mulige overskud til ejeren. Nu vil den nye ejer sætte prisen op for at få forrentet den indskudte kapital, og det vil brede sig.

Vi kender den samme mekanisme fra realkreditten. Da medlemsejede Nykredit satte sine priser op, fulgte resten af branchen med til gavn for deres aktionærer. Heldigvis lykkedes det at stoppe børsnoteringen af Nykredit, ellers ville markedet sætte den fulde dagsorden. Eksistensen af selskaber, der ikke skal give et maksimalt afkast til markedet, sætter en dæmper på grådigheden.

På den lange bane gælder det at udfordre den økonomiske magt i samfundet. Ellers får grådigheden lov til at løbe helt grassat. I regeringens nye økonomiske redegørelse står, at virksomhedslederne i USA og EU kræver et afkastmål på 14 procent for at investere i nye projekter. Det er en grådighed, der vil noget. Med den slags målsætninger havde vi aldrig fået en eneste vindmølle. Grådigheden og uligheden er ved at rive verden i stykker. Der er brug for et alternativ.

Der er fortsat væsentlige økonomiske bastioner, der skal bruges. Det gælder ikke mindst pensionskasserne med milliarder, der kan bruges til at fremme ØD. Der er ingen modsætning mellem gode vilkår for pensionisterne og at præge den økonomiske udvikling, tværtimod. Der er desuden andre store kollektive formuer, der kan bruges demokratisk. Og COOP er en mulighed, der skal bruges mere. Det er også derfor vi skal afvise mere privatisering og udlicitering.

Demokratiet skal udvides. Det gælder lige fra at ændre det internationale samarbejde, så der bliver mere plads til beslutninger uden markedsbestemte diktater fra EU eller internationale handelsaftaler, til et opgør med såkaldte reformer, der gør folk utrygge, fordi de er trængt socialt. Mere social tryghed er afgørende for at give mod til forandring.

De mange spirer til en alternativ økonomi skal udvides, udviklingen af socialøkonomiske virksomheder, nye kooperativer o.s.v. Jo mere økonomi, der ikke bygger på markedets betingelser, jo større er mulighederne for  at udvikle et trygt samfund. Her er det godt at huske, at halvdelen af økonomien kører via de offentlige kasser og dermed kan styres demokratisk.

ØD-debatten skal tilbage.