Regeringens såkaldte vækstplan er kun en jobskaber af navn. I virkeligheden er den en jobdræber.

Nye tal fra Finansministeriet bekræfter det. I 2014 bliver der 3.000 færre job inden for velfærd, end der ellers ville være. På sigt er jobtabet 6.000 stillinger.

Det betyder, at velfærden i de kommende år ikke kan følge med den demografiske udvikling. Der bliver flere ældre, og med regeringens stramning af den offentlige økonomi bliver der enten dårligere hjælp til de ældre eller nedskæringer på andre måder.

Regeringen ved godt, den har et problem med finansieringen af velfærden. Det ses af, at den nu foreslår ekstra syv milliarder kroner til velfærd skaffet ved yderligere modernisering (læs: besparelser) i den offentlige drift.

Den havde allerede disponeret med at skaffe fem milliarder kroner ad den vej. Det tal skal nu mere end fordobles, uden at regeringen peger på en eneste vej til at skaffe de 12 milliarder kroner. Måske er den metode, de tænker på, den man nu prøver at køre af på skolelærerne.

Hjælp til private?

Finansminister Corydon erkender, at nedskæringen har en negativ effekt på beskæftigelsen, men forsvarer sig med, at der samtidig gives en hjælpende hånd til at styrke den private beskæftigelse.

Men det argument holder ikke. Langt de fleste af pengene i vækstplanen går til nedsættelse af selskabsskatten og reduktion af forskellige miljøafgifter, så virksomheder må svine noget mere.

Der er stort set ingen konkrete private arbejdspladser i initiativet.

De 150.000 arbejdspladser, regeringen taler om, bygger på håb. Man må regne med, at alle ministre har fået besked om at tage vækstplanen med i aftenbønnen.

Vækstplanen er simpelthen katastrofal for beskæftigelsen på flere niveauer.

Det mest sikre i vækstpakken er, at der bliver færre offentlige arbejdspladser og mindre velfærd end forventet. Og flere arbejdsløse giver mindre omsætning i den private sektor og koster arbejdspladser der.

Det er enkel logik: Det har en negativ effekt på den samlede økonomi og beskæftigelse at stramme de offentlige budgetter, særligt i en periode med lav vækst og høj arbejdsløshed. Og modsat: Når det gælder om at styrke den private beskæftigelse, er de offentlige budgetter den vigtigste motor.

Mens lavere selskabsskat typisk kan bruges til større udbytte til selskabernes aktionærer og ekstra lønninger til topcheferne, giver offentlige investeringer også job til privatansatte både på den korte og den lange bane. Umiddelbart til entreprenører og håndværksvriksomheder, når der for eksempel renoveres skoler. Og industriarbejdspladser når der laves mere energieffektive systemer, eller den kollektive trafik forbedres.

Konkurrenceevne

På den lange bane er en stribe danske virksomheder udsprunget af den danske velfærd, vores udbygning af fjernvarme, hjælp til hørehæmmede, standarder inden for fødevarer – og som det mest kendte: vindmøller.

Når man taler om konkurrenceevne, er høje standarder inden for for eksempel miljø inden for alle industrier af enorm betydning. Viden om miljøhensyn og energibesparelse er afgørende både for udvikling af nye produkter og for besparelse af ressourcer.

En af fremtidens vigtigste parametre, når det gælder produktion, er at kunne producere med mindst mulig anvendelse af råvarer, at kunne genbruge og kunne producere med mindst mulig anvendelse af energi. Derfor er vækstplanens lempelse af miljøafgifter og det mindre pres for fornyelse, der ligger i det, ødelæggende for landets konkurrenceevne.

Vækstplanen er simpelthen katastrofal for beskæftigelsen på flere niveauer.