Helt tilbage i 1962 fik fik A.P.Møller eneret til olien i Nordsøen ved at true med, at værdierne ellers ville gå til et udenlandsk – tysk – selskab. Da de havde fået eneretten gav de straks 2/3 videre til udenlandske olieselskaber med Shell i spidsen.

Den fremgangsmåde har A.P.Møller-Mærsk siden brugt adskillige gange. Hver gang, det har været på tale at ændre på aftalen til fordel for samfundet, har de truet sig til at få deres vilje.  

Skulle Mærsk og de andre selskaber ikke få deres vilje, og holder de fast i truslen om at lukke Tyra, så skal de bare levere rettighederne tilbage. 

De udflagede skibe – en tom trussel fordi der er så få danske søfolk på deres skibe, men det virkede. De afviste at skrive under på nye olielicenser – latterligt, der var milliarder at tjene, men det virkede. Og op til aftalen i 2003 om at forlænge eneretten til 2042 truede de med at bruge de sidste år, før deres eneret udløb, til at suge mest muligt olie op, selv om det ville ødelægge feltet. Det kunne Energistyrelsen bare have forhindret (den skal godkende alle udvindinger), men politisk virkede det. Regeringen forlængede eneretten og DUC/A.P. Møller har nu eneret til det meste af olien i Nordsøen i 80 år.  Jeg mener ikke, der er andre selskaber i verden, der har fået så lang eneret til et lands olieforekomster.

Og nu truer de igen. De vil have en skattelettelse. Det var fra starten klart, at 2003-aftalen var dårlig, alligevel blev den vedtaget af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Enhedslisten og SF stemte nej, men siden har både Socialdemokratiet og SF tilsluttet sig og er nu med i forhandlingerne om en skattelettelse. 

DUC/Møller vil lukke Tyra-feltet, hvis ikke de får en skattelettelse. Det vil lukke op mod 90 procent af gasproduktionen, og store dele af olieproduktionen rammes også.

Mærsk argumenterer med to ting: Tyra-installationen kommer nærmere havoverfladen, fordi feltet under havbunden synker i takt med, at der suges gas op. Det kan næppe være en overraskelse. Jeg håber, de har kendt til, at det ville ske, i takt med at man siden midten af 80'erne har taget millioner af kubikmeter gas op fra undergrunden.

Deres andet argument er lavere oliepriser. Det er lige så tyndt som det første. Da 2003-aftalen blev indgået, blev der regnet ud fra en oliepris per tønde på 22 $ stigende til 36 $ i 2042. Lige efter aftalen blev indgået steg olieprisen dramatisk, år efter år, helt op til 140 $, og i flere år har der været en pris på over 100 $. Selv om der har været kortvarige fald ned til 30 $, har prisen gennem årene været flere gange højere end indregnet i 2003-prognoserne. I dag er prisen omkring 50 $, langt over det Mærsk oprindeligt kunne forvente.

Udgiften til at hæve Tyra-platformen har naturligvis været indregnet, da aftalen frem til 2042 blev indgået. Så central var og er Tyra i alle planer om den fremtidige udvinding af olie og gas. Der er tilmed tjent flere hundrede milliarder kroner mere, end der var beregnet, så udgifterne til at levetidsforlænge Tyra kan under ingen omstændigheder bruges som begrundelse for at lukke feltet. Det vil nok heller ikke ske med så store værdier og indtægter, der beviseligt er mulighed for, selv med de nuværende priser. Men man bruger muligheden for at true.

Der er et generelt pres fra olieselskaberne for lavere skat, men trods de lavere oliepriser er der stadig olieselskaber, der søger om og får tilladelse til at søge efter olie i de danske felter, også selv om skatten i de nye felter for et par år siden blev sat op. Og i modsætning til dem, der søger efter olie, ved Mærsk, at der er store mængder olie og gas i Tyra og tilknyttede felter. Så Mærsks og Shells revolverpolitik skal bare afvises.

Skulle Mærsk og de andre selskaber ikke få deres vilje, og holder de fast i truslen om at lukke Tyra, så skal de bare levere rettighederne tilbage. Så kan vi enten lade olien og gassen blive liggende, hvilket er bedst for den grønne omstilling, men hvis der ikke kan skaffes flertal for det, så må andre selskaber tage over. Det vil samfundsøkonomisk være langt bedre end at give skattelettelser oven i skatter, der i forvejen er alt for lave.