23 Jun 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen må på skolebænken

Blogs

John Holten-Andersen
Lektor emeritus ved Aalborg Universitet og medlem af NOAH’s bestyrelse
Uddannet civilingeniør. Har i de sidste 25 år arbejdet med natur, miljø og klima med særligt fokus på de samfundsmæssige forandringer der er nødvendige for at undgå et økologisk kollaps – lokalt og globalt. Var i 2009 med til at organisere den alternative klimakonference Klimaforum09. Er medlem af bestyrelsen i miljøorganisationen NOAH.
Blogindlæg af John Holten-Andersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 12. marts, 2021, 09:51:20

Regeringen må på skolebænken

Indsamling af CO2 fra atmosfæren og fremstilling af syntetiske brændstoffer skal ifølge regeringens hidtidige klimaplan stå for omkring halvdelen af de krævede reduktioner for at nå 70-procent-målet. Men det er jo netop denne satsning på højst usikre teknologiske fiks, som Klimarådet nu har dumpet.

I min sidste klimakommentar i Arbejderen fra november 2020 skrev jeg, at regeringens klimaplan var fup. Det er nu blevet bekræftet af regeringens eget rådgivende organ i klimaspørgsmål, nemlig Klimarådet.

Når man ikke vil anfægte de økonomiske grund-strukturer i samfundet, må man i stedet sætte sin lid til teknologiske løsninger.

I en rapport, der blev offentliggjort i slutningen af februar, konkluderer man herfra: ”Det er Klimarådets vurdering, at regeringen ikke har anskueliggjort, at klimalovens 70-procent-mål i 2030 nås”.

Det er godt, vi har et fagligt uafhængigt organ som Klimarådet, der kan gennemskue og tilbagevise regeringens skønmaleri af egen indsats. Ifølge klimaloven er regeringen nu tvunget til at genoverveje sine planer og vende tilbage til Folketinget med mere overbevisende tiltag. 

Det kan imidlertid blive svært, for det vil kræve, at regeringen gør op med sin hidtidige tilgang til klimaspørgsmålet. Man har nemlig hidtil haft som præmis, at klimapolitikken på ingen måde måtte anfægte det økonomiske vækstparadigme, som har været kernen i den politiske tænkning de sidste mange, mange år.

Regeringen må omskoles

Når man ikke vil anfægte de økonomiske grundstrukturer i samfundet, må man i stedet sætte sin lid til teknologiske løsninger, og det er præcist, hvad man har gjort: Indsamling af CO2 fra atmosfæren og fremstilling af syntetiske brændstoffer skal ifølge regeringens hidtidige klimaplan stå for omkring halvdelen af de krævede reduktioner for at nå 70-procent-målet. Men det er jo netop denne satsning på højst usikre teknologiske fiks, som Klimarådet nu har dumpet.

Regeringen er altså tvunget til at revurdere hele grundlaget for sin hidtidige politisk-økonomiske tænkning. Den må med andre ord omskoles.

Når skolerne nu snart forhåbentligt genåbner, burde Mette Frederiksen derfor sætte sig selv, sine ministre og store dele af Folketinget på skolebænken. Her kunne man starte med at læse en række nyligt udkomne rapporter fra ret så autoritative kilder, der alle sætter et stort spørgsmålstegn ved den hidtidige økonomiske ortodoksi.

Flere rapporter imod regeringen

Det kunne for eksempel være en nylig rapport fra Det Europæiske Miljøagentur med titlen Growth without Economic Growth. Her slår man fast, at ”det er usandsynligt, at en langtidsholdbar afkobling af økonomisk vækst fra miljømæssige pres og påvirkninger på global skala kan opnås”.

Derfor opfordrer rapporten til, at politikerne begynder at overveje, ”hvordan samfundene kan vokse i kvalitet – for eksempel nytte, solidaritet, omsorg – frem for i kvantitet – for eksempel materiel levestandard”. 

En anden rapport, der siger det samme, er bestilt af det britiske finansministerium og netop udkommet. Den hedder The Economics of Biodiversity og er forfattet af den ansete økologiske økonom Partha Dasgupta.

Her er udgangspunktet ikke klimakrisen, men den helt analoge krise for vores globale natur, som også har rod i den fremherskende vækstøkonomi. Rapporten konstaterer, at ”ingen grad af teknologiske fremskridt kan gøre økonomisk vækst, som vi er vant til at måle den, mulig i det uendelige. Vi kommer ikke udenom, at vores økonomi er en økonomi med grænser, ligesom den biosfære vi er en del af”.

Disse to rapporter – og med dem en stribe andre, der er udkommet de seneste år – anfægter hele den vækstøkonomiske tænkning, der har været grundlaget for såvel socialdemokratiske som borgerlige regeringer i hvert fald siden Anden Verdenskrig.

Selv om det i stigende grad står klart, at denne tænkning er uholdbar, så klamrer de herskende politiske kræfter sig fortsat til den. Det er derfor nok naivt at forestille sig, at de frivilligt sætter sig på omskolingsbænken. Derfor må de udsættes for et vedvarende pres fra neden. Og her er det ikke uvæsentligt, at et stigende antal forskere fra meget forskellige sider bidrager med vigtig ammunition til at fastholde dette pres!