Den 8. marts 2018 kunne A.P.Møller-Mærsk (APM) fortælle Børsen, at myndigheder havde godkendt salget af deres olierettigheder til det franske olieselskab Total.

Det er ikke godt for demokratiet, at skattespørgsmål, der kan dreje sig om milliarder, kan ordnes på den måde.

Total har nu overtaget den eneret, som Mærsk tiltuskede sig i 1962 og siden fik forlænget frem til 2042. Størstedelen af denne eneret, som de fik af nationale grunde, solgte de straks det meste af til Shell og andre udenlandske selskaber. Nu er udsalget fuldbyrdet. Efter at Dong/Ørsted også solgte sine rettigheder, ejes stort set al dansk olie af udenlandske selskaber.

Aftalen med Total indebar to principielle spørgsmål. Kunne APM sælge eneretten til Total? Og hvad med den skatteaftale fra 2003, der reelt var en garanti mod skatteforhøjelser frem til 2042? Kunne APM også sælge den?

Regeringen sagde hurtigt, at eneretten kan sælges, hvis køberen har råd og kan drive produktionen. Det om skatten krævede selv efter regeringens opfattelse flere juridiske vurderinger. Netop skatteaftalen var så problematisk, at den i sin tid kun blev godkendt af et smalt flertal bestående af V, K, DF og R.

Enhedslisten havde fået afdækket, at skatteaftalen ikke kunne sælges uden en politisk godkendelse. Men salget af olien blev underskrevet den 21. august 2017 med skattedelen som en forudsætning, før der var en afklaring.  

Derfor spørgsmålet: Havde regeringen før den 21. august sagt ok til APM til, at skatteaftalen kunne følge med. Eller havde parterne indgået en aftale til 47 milliarder kroner uden at vide, om et afgørende element kunne gennemføres?

Det er næppe tænkeligt, at to multinationale selskaber indgår en aftale til 47 milliarder kroner uden at være sikker på forudsætningerne. Hvis vi antager, at APM havde udvist rettidig omhu og fået sikkerhed for, at skattefordelen kunne følge med, så har regeringen et problem. For den sikkerhed kunne kun komme fra dem. Og da handlen blev indgået, fastholdt de, at det spørgsmål udestod. Først måneder efter sagde den, at skattedelen fulgte med.

I et forsøg på at undgå flere problemer lod regeringen Energistyrelsen udstede de nødvendige godkendelser til salget inklusive skattedelen. Folketinget blev ikke inddraget i godkendelsen. Det er ikke godt for demokratiet, at skattespørgsmål, der kan dreje sig om milliarder, kan ordnes på den måde.

Der kommer flere spørgsmål i den sag ud fra den vigtige pointe: Hvor meget kan store selskaber få igennem uden om demokratiet?

Derfor rejste Kritiske Aktionærer (Rune Lund og undertegnede) tirsdag på A.P.Møller-Mærsks generalforsamling det enkle spørgsmål: Havde APM indgået en aftale til 47 milliarder kroner uden at kende alle forudsætningerne, eller havde de fået regeringens ok på forhånd?

De svarede ikke, men får nu et brev med de væsentlige spørgsmål. Det kommer de til at svare på – ellers er der nok en presse, der vil følge op.