Tossegod er nok ikke det ord, de fleste forbinder med finansminister Bjarne Corydon, men det er alligevel et af de ord, der kommer frem, når man læser den aftale, ministeren har lavet om at slippe den berygtede amerikanske bank, Goldman Sachs, ind i DONG's ejerkreds på ufatteligt favorable vilkår.

Der er netop fremlagt beregninger, der viser, at med aftalen vil det være helt usandsynligt, at Goldman Sachs kan tabe penge.

Mod at køber sig ind som mindretalsaktionær får banken afgørende indflydelse på DONG Energy. Som en tidligere bankdirektør, Jørn Astrup Hansen, har formuleret det, "DONG - en filial af Government Sachs", med en klar hentydning til den indflydelse, Goldman Sachs vil få på DONG og selskabets indflydelse på USA's og andre landes regeringer igennem årtier.

Banken er lovet vetoret i forhold til så afgørende punkter som udviklingen af DONG til nye energiaktiviteter, udpegning af ledelse, ændring af vedtægter og indskud af yderligere kapital. Det er en spændetrøje for udviklingen af DONG, som Goldman Sachs vil få kontrollen over. Dermed bliver hensynet til forbrugerne, miljøet og klimaet underlagt bankens mål om at tjene mest muligt.

Statsgaranteret profit

Ud over indflydelse og magt får banken noget, der ligner en statsgaranteret profit: Går investeringen i DONG godt, får Goldman Sachs gevinsten. Går den galt, kan de få pengene tilbage plus høje renter.

Der er netop fremlagt beregninger, der viser, at med aftalen vil det være helt usandsynligt, at Goldman Sachs kan tabe penge. Skulle det ske, at selskabet får et lille tab, vil staten til gengæld stå med et kolossalt milliardtab. Staten bærer den store risiko, mens bankens ejere kan sove roligt og efter alle vurderinger se frem til milliarder. Meningen med investeringer er ellers, at risiko og fortjeneste følges ad.

Goldman Sachs er berygtet for bankens rolle under finanskrisen og har aktuelt grimme sager om spekulation i råvarer – til gavn for dem selv men til stor skade for det amerikanske samfund. Alligevel indgår finansministeren denne aftale. Hvorfor må man spørge.

Mangler DONG kapital, kan staten bare skyde flere penge ind. Det vil være en god forretning, fordi staten kan låne meget billigere end den fortjeneste, private investorer kræver. Går det godt, som det er forudsætningen for finansministerens aftale, vil det være staten og ikke et privat selskab, der scorer gevinsten. Og statens økonomiske risiko vil være langt mindre end med denne aftale.

Dårlige erfaringer

Hele sagen peger på en anden mærkværdighed ved aftalen. Der har været meget dårlige erfaringer med tidligere privatisering af infrastruktur. Privatiseringen af TDC betød privatisering af de vigtigste internetforbindelser og TV-nettet til gavn for store kapitalfonde. Selv konservative politikere har fortrudt det. Tilsvarende er privatiseringen af Københavns Lufthavn fortrudt. Man kunne tro, at privatisering af selskaber med så afgørende betydning for samfundet blev stoppet med disse erfaringer. Men nu fortsætter det. Desværre er det socialdemokratiske ministre, der har stået for de største og værste privatiseringer.

Spørgsmålet er, hvorfor finansministeren vil sælge en bestemmende indflydelse, når der er andre løsninger. Er ministeren tossegod som nævnt i overskriften. Eller er det en manisk tro på, at markedet er det bedste. Det er nok det sidste, der er realiteten.

Enhedslisten har ind til videre bremset processen og fået debatten ud af det lukkede finansudvalg til åben debat i Folketinget. Vi håber, at der kan mobiliseres så mange protester, at salget bliver forpurret. Der er milliarder på spil og hensynet til forbrugerne, klima og miljø. Og der er faktisk ingen, der i debatten til nu har forsvaret salget til Goldman Sachs.