28 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Streng praksis om fri proces i sager mod myndigheder er et retssikkerhedsmæssigt problem

Blogs

Frederik Gram Blicher Jepsen
BA.jur. - Landsforeningen KRIM
Landsforeningen KRIM ser det som sin opgave – via sin gratis retshjælp og deltagelse i den offentlige debat – at bidrage til, at politi, fængselsmyndigheder og domstole overholder samfundets spilleregler. En stor del af de sager, der behandles i retshjælpen, er klager over fængselsforhold. KRIM arbejder med at påvirke den offentlige debat i retning af en mere humanistisk straffepolitik.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 18. maj, 2020, 12:09:14

Streng praksis om fri proces i sager mod myndigheder er et retssikkerhedsmæssigt problem

I perioden 2005 til 2013 fik ingen af de 19 ansøgere bevilliget fri proces til at føre sag mod Kriminalforsorgen.

Fri proces er en ordning, hvor staten yder økonomisk bistand til en borger, som ønsker at føre en sag ved domstolene. Grundidéen bag ordningen om fri proces er en betragtning om "lighed for loven" – en af grundsøjlerne i retsstaten. Selv borgere, som ikke har økonomi til at føre en civil sag, bør have mulighed for at gøre deres ret gældende ved domstolene.

Det forekommer råddent, at det er Justitsministeriet selv, som afgør, om borgere skal have mulighed for at gøre deres ret gældende over for Justitsministeriets egne myndigheder. 

For at være omfattet af fri procesordningen kræver det, at borgeren opfylder to betingelser. For det første skal borgeren have en indkomst på mindre end 336.000 kroner (2020-niveau). For det andet skal borgeren have en rimelig grund til at føre proces.

I vurderingen af hvorvidt borgeren har en rimelig grund til at føre proces, lægges der vægt på en række betingelser. En af de vægtigste betingelser er sagens betydning for ansøgeren. Derfor er det også i reglerne bemærket, at i sager, der vedrører lejemål, ansættelsesforhold eller personskade er det det klare udgangspunkt, at henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte anses for at have rimelig grund til at føre proces. Udgangspunktet kan alene fraviges, såfremt andre forhold klart taler imod at bevillige fri proces.

Betingelserne for fri proces er på papiret de samme, uafhængigt af, om modparten er en privat person eller en offentlig myndighed. I praksis forholder det sig dog anderledes.

Mens de ovennævnte og forholdsvis lempelige betingelser efter min erfaring efterleves i sager, hvor modparten er en privat person, er det ofte en kamp – hvis ikke umuligt – at opnå fri proces i sager mod myndigheder.

I 2013 oplyste Justitsministeriet, at der i perioden 2005 og indtil april 2013 var registreret 19 sager, hvor der var ansøgt om fri proces til at føre en sag mod Kriminalforsorgen. I ingen af sagerne var ansøgeren blevet bevilliget fri proces.

Forklaringen kan naturligvis være, at borgeren i hver enkelt ansøgning ikke havde en rimelig grund til at føre proces. Det forekommer dog usandsynligt, at der ud af 19 ansøgninger om fri proces mod Kriminalforsorgen, ikke i det mindste er en håndfuld, hvor ansøgeren opfylder betingelserne for fri proces.

I sagens natur vil det ofte være indsatte eller tidligere indsatte, som ønsker at føre en civil sag mod Kriminalforsorgen. Denne gruppe har i almindelighed ikke store økonomiske indtægter. Det må derfor antages, at de fleste af de 19 ansøgere opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces. Problemstillinger under afsoningen er ikke en af de ovennævnte sagsområder, der efter reglerne, som udgangspunkt bør meddeles fri proces. Det forekommer dog åbenlyst, at problemstillinger under en afsoning ofte vil have en stor betydning for den indsatte.

Civilstyrelsen er ligesom Kriminalforsorgen en statslig myndighed. Begge myndigheder har også det til fælles, at deres overordnede myndighed er Justitsministeriet. Myndighedernes officielle navne er derfor hhv. Justitsministeriet, Civilstyrelsen og Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Det ville være udokumenteret at påstå, at Civilstyrelsens medarbejdere bevidst behandler ansøgninger om fri proces til at føre en civil sag mod Kriminalforsorgen efter strengere krav, end hvis ansøgningen vedrører en civil sag mod en privat part.

Set udefra forekommer det dog råddent, at det i sin essens er Justitsministeriet selv, som afgør, om borgere, der ikke selv har økonomi til at føre en civil sag, skal have mulighed for at gøre deres ret gældende over for Justitsministeriets egne myndigheder. Oplysningen fra Justitsministeriet om, at der mellem 2005 og 2013 i ingen af de 19 ansøgninger er bevilliget fri proces til en sag mod Kriminalforsorgen, illustrerer efter min opfattelse, at der er tale om et retssikkerhedsmæssigt problem.