28 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra #MeToo til #WeToo

Blogs

Jeanette Sjøberg
Lærer og debattør
Født i 1966. Folkeskolelærer siden 1995 og fagpolitisk aktiv gennem en lang årrække.
Blogindlæg af Jeanette Sjøberg

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 16. november, 2020, 08:47:51

Fra #MeToo til #WeToo

Der er brug for at samle op på den vigtige debat om seksuelle krænkelser på baggrund af grundig viden. Viden og data må indsamles på nationalt niveau, så vi kan handle i fællesskab og stoppe den grænseoverskridende adfærd.

Udfordringerne med seksuelle krænkelser har skabt en vigtig debat, der peger i mange retninger, men hvordan får vi samlet systematisk op på debatten og får skabt et reelt vidensgrundlag, der gør, at vi får stoppet den grænseoverskridende adfærd, og vi kan komme fremad?

Vi skal ændre udviklingen fra de individuelle fortællinger til at forstå, at der er tale om et fælles samfundsproblem.

Først og fremmest er der brug for at finde ud af, hvad taler vi om. Sexisme, krænkende handlinger, magtmisbrug, seksuel chikane, sexistisk kultur, grænseoverskridende adfærd og så videre.

For at finde definitioner er jeg grebet til Arbejdstilsynets beskrivelser af begreberne, hvor jeg kan finde definitioner på sexisme, seksuel chikane og krænkende handlinger. I ligebehandlingsloven kan man læse om direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn, sexchikane og om principper om ligebehandling. Det hjælper på forståelsen i forhold til at få kategoriseret, hvad vi taler om. Her opstår dog en ny udfordring, da både arbejdsmiljøloven og ligebehandlingsloven er bekendtgørelser, der er skrevet af Beskæftigelsesministeriet og dermed primært handler om folk i beskæftigelse, men seksuelle krænkelser opstår vel også steder, hvor folk ikke er i et ansættelsesforhold.

Fra #MeToo til #WeToo

Forudsætningen for hele debatten har indtil nu været på baggrund enkeltpersoner, der under stort pres har stået frem og fortalt deres individuelle historie. Sideløbende har grupperinger formuleret fællesbreve med underskrifter på for at gøre offentligheden opmærksom på, at seksuelle krænkelser også sker i deres fag og brancher. En stærk solidarisk opbakning til en vigtig sag, men igen er det enkeltpersoner, der skal vælge, om de vil stå frem. Ret beset bør det være i alles interesse at sige fra. At vi som arbejdspladser og samfund kollektivt udtrykker, at vi på ingen måder vil acceptere denne adfærd.

Det fortæller noget om problemets rod. Vi skal fra #MeToo til #WeToo. Vi skal ændre udviklingen fra de individuelle fortællinger til at forstå, at der er tale om et fælles samfundsproblem.

Hvordan får vi viden og forebygger?

Ud fra egne betragtninger savner jeg mere viden, for der opstår let både fordomme og generaliseringer i debatten, når vi alle må trække på egne personlige erfaringer for at definere vores standpunkter. Det må være muligt at skabe et fælles vidensgrundlag at stå på.

Vi kan ikke diskutere på et ikke-oplyst grundlag. Der er brug for grundig viden, hvorfor det må være en national opgave at finde frem til undersøgelser, litteratur, kortlægninger og trivselsmålinger med videre, der kan hjælpe med at belyse problemets omfang, og hvis data ikke allerede forefindes i vores historie, må de iværksættes på nationalt niveau.

Hvem er de næste?

Seksuelle krænkelser er ikke noget nyt. Afsløringen startede i mediebranchen, så i de politiske partier samt deres ungdomsorganisationer, og man spørger vilkårligt sig selv, hvem bliver de næste?

Nu kan der komme en tid, hvor konkrete episoder forsøges tysset ned i egne rækker for at undgå en møgsag i mediernes søgelys, der kan skade et firma, et parti eller en organisations image. Ved at foretage systematiske kortlægninger og undersøgelser med videre kan man få viden om krænkelsernes omfang, hyppighed, brancher med højrisici og så videre.

Vi må have viden om, hvorvidt der er specifikke fag og områder, der er særligt udsatte, og hvis det foregår i fag og brancher, må det formodes også at finde sted på andre områder såsom i frivilligt arbejde, i almennyttige foreninger, kulturlivet, uddannelsesområdet, idræt og træningscentre og så videre. For hvordan forhindrer, beskytter og forebygger man seksuelle krænkelser på disse områder, og hvem påtager sig opgaven, så vi som samfund får forhindret, at der ikke er flere, der bliver de næste?

No point of return – vi skal fremad

Nu skal vi som samfund tage stilling til, hvordan vi griber det fornuftigt og forsvarligt an, så debatten ikke kører af sporet, og vi endnu en gang lader det glide ud i sandet – uden handling. Vi skal fremad.

Der er behov for national handling med konkrete forslag til løsninger. Som tidligere nævnt har både arbejdsmiljø- og ligebehandlingsloven et afsæt for begrebsafklaring, der kan tages udgangspunkt i, men de er begge primært målrettet beskæftigelsesområdet.

Alle har krav på et sundt, sikkert og trygt miljø i de fora, hvor vi mødes med andre mennesker, så for mig at se er der behov for at udbygge en koordinerende myndighed, der har til opgave at sikre et vidensgrundlag, komme med forslag til konkret håndtering, beskrive rettigheder og pligter, udarbejde en plan for forebyggelse og så videre, for at sikre vi for alvor er på vej fremad.