Kommunernes Landsforening (KL) varmede i efteråret op til overenskomstforhandlingerne med debatoplægget ”Plads til ledelse og forandring”.

Oplægget lagde de strategiske sigtelinjer for KL: mere fleksible arbejdstidsregler og en udvidelse af ledelsesretten, især i forhold til arbejdstilrettelæggelsen og den lokale løndannelse.

I forlængelse af denne målsætning fremførte KL overenskomstforslag om større individuel løndannelse, løsere MED-regler, reduktion i antallet af beskyttede tillidsvalgte samt mere fleksible arbejdstidsregler.

Det lykkedes dog for KTO’s forhandlere at forhindre det værste.

De fik afværget angrebene på seniordagene og den 6. ferieuge. Og de forhindrede også, at TR-suppleanternes beskyttelse blev fjernet og andre arbejdsgiverforslag, som ville stække forhandlingsretten.

KL's strategi

Men de mødte heller ikke den mest indædte modstand fra arbejdsgiverside. Ikke på trods af KL’s strategi, men på grund af den.

KL var nemlig fra start fast besluttet på et gennembrud på det principielle spørgsmål om ledelsesretten. Og da lærernes arbejdstidsregler er det mest markante eksempel på en indskrænkning af denne, var det derfor naturligt for KL at starte her.

Sættes beskyttelsen af arbejdskraften i fokus, kan vi sammen sende et signal til arbejdsgiverne om at stoppe angrebene på forhandlings- og aftaleretten. 

KL’s målsætning var primært at lande KTO-forhandlingerne stille og roligt.

Da det lykkedes, var der skabt en arbejdsgivergunstig bermudatrekant bestående af en samlet arbejdsgiverfront af KL og regeringen, en passiviseret og splittet fagbevægelse samt en folkelig opinion, der ikke umiddelbart er med lærerne.

Dermed skulle enhver protest forstumme og enhver modstand forsvinde. Og KL kunne koncentrere sig om lærerne.

Men nu lader både KTO og Sundhedskartellet deres underskrift på de indgåede forlig afhænge af, om der også kan opnås et resultat for lærerne.

De sender dermed et signal om, at ingen bliver ladt tilbage på perronen, heller ikke Danmarks Lærerforening. De faglige organisationer kræver reelle forhandlinger mellem parterne, som den danske model foreskriver og i erkendelse af, at KL’s medicin hurtigt kan blive givet til andre end bare Danmarks Lærerforening.

Pres på lærerne

Omvendt presser KTO og Sundhedskartellets udmelding også lærerne til at indgå i reelle forhandlinger og ergo acceptere indrømmelser på arbejdstidsspørgsmålet.

Herfra skal der lyde en appel både til Danmarks Lærerforening og til KTO: Frem for at fokusere på det specielle i lærernes aftale, bør man fokusere på det generelle.

Arbejdstidsreglerne er specifikke for lærerområdet, men behovet for at beskytte arbejdskraften og derfor have indflydelse på arbejdstidstilrettelæggelsen er generelle for hele det offentlige område – ja, hele arbejdsmarkedet.

Sættes det i centrum for den videre kamp, kan lærerne opnå større opbakning. Og vi andre kan sende klare signaler til de offentlige arbejdsgivere om ikke at udvide ledelsesretten og stoppe angrebene på de faglige organisationers forhandlings- og aftaleret.

Dermed er vi godt i gang med at forberede os til OK2015.