OK2015 nærmer sig, og de offentlige arbejdsgivere rasler igen med sablen. Om deres forehavende vil lykkes afhænger dog af den folkelige interesse for forhandlingerne. Jo mere liv og aktivitet, der er på arbejdspladser og i fagforeninger, desto større er sandsynligheden for et godt resultat for lønmodtagerne.

Resultatet af OK-forhandlingerne handler i sidste ende om lømodtagernes evne og vilje til at stå sammen.

Derfor er ’organisering’ et vigtigt begreb også for de offentligt ansatte. Det handler nemlig om meget og andet end bare flere medlemmer.

Organisering – eller ’organizing’ - er meget omtalt i den danske fagbevægelse. Nogle tolker organisering snævert som medlemshvervning. Andre opfatter det som en strategi og praksis, der lægger vægt på at mobilisere kollegernes evne til at handle i fællesskab på arbejdspladsen, i fagforeningen og samfundet. Jeg tilslutter mig den sidste fortolkning og definerer det således:

Organisering

• er en offensiv strategi med henblik på at genskabe fagbevægelsen som en medlemsbåret bevægelse.

• har til hensigt at motivere medlemmerne til i fællesskab at handle til fordel for bedre løn- og arbejdsforhold - og bedre levevilkår i bredere forstand.

• fører forhåbentligt til flere medlemmer - men er ikke lig med medlemshvervning.

Offensivt - fordi vi med organisering ikke er på vej tilbage til tidligere tider, men derimod på vej frem mod nye mål. Strategisk – fordi hvert enkelt skridt skal tænkes nøje igennem, så vi går i retning af det mål, vi har sat os.

Ejerskab

Skal fagforeningen bevæges, kan kun medlemmerne gøre det. Men for at bevæge sig, skal man have en grund til at gøre det - et motiv. Man skal ergo være motiveret for at bevæge sig. Det bliver man kun, hvis man indser, at noget er rigtigt at gøre. Er man ikke motiveret, bevæger man sig kun tilsyneladende og ikke i virkeligheden, man bevæger sig kun på skrømt. Det kan vi ikke bruge til noget.

Derfor er organisering heller ikke bare medlemshvervning. Hvervning har nemlig noget at gøre med at lokke og overtale og kan hverken motivere eller bevæge. Det vil derimod kræve, at man føler sig ægte overbevist og - så at sige - tager ejerskab af medlemsskabet. Og det er helt nødvendigt, hvis fagbevægelsen skal genvinde en samfundspolitisk styrke, som svarer til det høje medlemstal.

Solidaritet

I dag er vores store udfordring, at fagforeningen i alt for høj grad er blevet tvedelt - på den ene side medlemmerne og på den anden side de valgte og ansatte. Vi risikerer derfor, at medlemmerne fralægger sig ansvaret for fællesskabet. Det vil være gift for en genopbygning af fagbevægelsen, som kræver en stærk relation mellem medlem og forening. For hører man sammen, udviser man samhørighed – på fransk: solidarité. Solidaritet er et gensidigt forpligtende sammenhold imellem mennesker med fælles interesser – udtrykt i den franske musketér-ed: En for alle, alle for en.

Valgte og ansatte skal selvfølgelig yde medlemmerne professionel sagsbehandling og service. Men det er kun den ene del. Den anden består i medlemmernes vilje og evne til at stå sammen – fra den daglige loyalitet over for hinanden over støtten til tillidsrepræsentant og fagforening frem til det ultimative skridt: den kollektive aktion i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Det er dette engagement, som organiseringsstrategien skal styrke. For det er det, som fagbevægelsen bygger på, og velfærdssamfundet afhænger af.