Den 16. januar 2019 præsenterede regeringen omsider sin meget omtalte sundhedsreform.

Flere uddannede sundhedsfaglige medarbejdere trækkes ikke bare i en automat.

Det er med en solid portion skepsis og en stor bekymring, jeg tager imod den præsenterede sundhedsreform. Det er jeg ikke alene om.

Førende økonomer og sundhedseksperter undrer sig. Hvordan hænger regeringens forslag til en sundhedsreform sammen? Er den fornuftig og vil det være en forbedring?

Næppe.

Regeringen har med sundhedsreformen stillet en diagnose uden at skele til de væsentligste symptomer i vores sundhedsvæsen.

Uklart og underfinansieret

Udspillet er uklart og underfinansieret.

Udfordringerne i vores fælles sundhedsvæsen løses ikke ved en forceret centralistisk strukturomlægning, der mest har karakter af en hovsa-løsning.

Høje vidtløftige ambitioner og fugle på taget er der nemlig masser af i udspillet: Der skal bygges sundhedshuse, ansættes ergoterapeuter og købes akutlægebiler. Der skal uddannes 2.000 flere sygeplejersker og 100 yderligere speciallæger i medicin.

Flere uddannede sundhedsfaglige medarbejdere trækkes ikke bare i en automat lige så snart, man konstaterer behov for flere. Det tager tid at gennemføre disse uddannelser, og er kapaciteten på uddannelsesstederne tilstede?

I Region Midtjylland er der en frafaldsprocent på 25 på sygeplejerskeuddannelsen og aktuelt står 12 uddannelsespladser for sundhedsplejersker tomme og ubenyttede, da der ikke er økonomi til at finansiere uddannelserne.

Uden hold i virkeligheden

Det er sparsomt med oplysninger om, hvor pengene skal komme fra.

Gennem antagelser, formodninger og en stor portion tryllestavsøkonomi får man på magisk vis pengene til at stemme. Det store spørgsmål er så, om disse antagelser har hold i virkeligheden?

Det, der ikke er svært, skal være nært. Sådan lyder regeringens besnærende mantra for sundhedsreformen. Et udsagn ingen kan være uenige i, men smukke og populistiske udsagn giver ingen garanti for service og kvalitet.

Øget nærhed og større sammenhængskraft i sundhedsvæsnet er et mål vi alle kan være enige i. Men medicinen til at nå dette mål er ikke en nedlæggelse af regionerne og det lokale demokrati med folkevalgte politikere.

Sundhedsvæsnet står over for massive udfordringer. Der er mangel på sygeplejersker, læger og ikke mindst lægesekretærer. Lægesekretærerne er i denne sammenhæng en urimelig overset faggruppe. Lægesekretærerne kan i mange tilfælde gå ind og løse og hermed aflaste hårdt pressede læger og sygeplejersker for mange administrative opgaver, så der kan frigøres tid til patienterne.

Hvad giver mening

Læger og sygeplejersker, skal ikke kigge ind i en skærm og løse administrative opgaver, men bruge deres tid på patienterne.

Det giver mening. Det er fravær af fornuft at bruge lægens og sygeplejerskens ressourcer på administrativt arbejde. 

Der kan generelt findes rigtig mange ledige hænder og ressourcer i sygehusvæsenet, hvis man går ind og analyserer på opgavefordelingen og lader laveste effektive omkostningsniveau (LEON-princippet) være afgørende for hvilke faggrupper, der løser hvilke opgaver.

Min bedstefar lærte mig, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det netop ikke sandt.

Udspillet til en sundhedsreform er derfor i min optik et utroværdigt valgoplæg.

Det er populisme og tryllestavsøkonomi i fuld flor.