Ifølge regeringen skal nye behov og udgifter ikke dækkes ind af højere skatter og forøgelse af driften. I stedet skal pengene findes gennem besparelser andre steder i den offentlige sektor. Altså gennem omprioriteringer.

Det kommunale selvstyre undergraves af omprioriteringsbidraget, og det tvinger lokalpolitikerne til at gøre regeringens beskidte arbejde.

Så da Venstre-regeringen sidste år indgik en aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om finansloven, blev det såkaldte omprioriteringsbidrag til lov.

Omprioriteringsbidraget betyder en reduktion af kommunernes bloktilskud med en procent af driftsudgifterne, hvilket i hvert af de tre år 2017-19 betyder 2,4 milliarder kroner mindre til den eksisterende opgaveløsning, til løn og indkøb.

På det regionale område betyder omprioriteringsbidraget hvert af de tre år 60 millioner kroner mindre til administration på sundhed og 30 millioner kroner mindre til udviklingsopgaver.

Straf til kommunerne

Regeringens oplæg til økonomiaftale for 2017 med KL vil altså være 2,4 milliarder kroner lavere end ellers. Men selv om rammen bliver mindre, forbeholder regeringen sig fortsat ret til at straffe kommunerne, hvis den overskrides. Dermed fastholdes presset på den enkelte kommune for fortsatte besparelser.

Det kan selvfølgelig være, at KL kan forhandle nogle af de 2,4 milliarder kroner retur til kommunerne, men det kræver - ifølge regeringen - at kommunerne har fået nye opgaver. Og så er gevinsten jo til at overse; besparelserne undgår man ikke.

I og med at omprioriteringsbidraget er ophøjet til lov, kan regeringen og det borgerlige flertal i Folketinget beslutte, hvad de 2,4 milliarder kroner skal bruges til. Eksempelvis til de skattelettelser, som skal forhandles senere på året. Altså penge fra velfærd til privat forbrug. Bliver det lettelser i topskatten, bliver det til de velhavendes private forbrug. De lavere lønnede bliver omvendt dobbelt ramt: dels får de ikke fordel af lettelser i topskatten, og dels bliver de ramt af de offentlige besparelser, som netop de har særlig brug for.

Omprioriteringsbidraget handler ikke bare om kroner. Det undergraver også det kommunale selvstyre og tvinger kommunalpolitikerne til at gøre regeringens - nå ja, beskidte - arbejde.

At regeringen kan gøre brug af det frigivne omprioriteringsbidrag forudsætter jo, at kommunerne har foretaget de nødvendige spareøvelser. Dermed er kommunalpolitikerne pålagt en bunden opgave af et folketingsflertal og risikerer med stor sandsynlighed også at tage de politiske tæv for besparelserne.

Fagbevægelsen og de tillidsvalgte 

Alt imens kan regeringen - og måske især Dansk Folkeparti - spille ridderen på den hvide hest, når noget af omprioriteringsbidraget skal returneres. Det vil nemlig ikke ske som følge af kommunalbestyrelsens beslutninger ud fra lokale behov men derimod som følge af populistiske forsøg fra Folketinget på at gøre sig populære i dele af vælgerkorpset, som den såkaldte "Værdighedsmilliard" var et eksempel på.

Ved siden af kommunalpolitikerne kan også fagbevægelsen komme i klemme som følge af omprioriteringsbidraget. Faglige organisationer og tillidsvalgte risikerer at løbe solen sort i uendelige forsøg på at afbøde de værste af regeringens nedskæringer og risikerer at komme op at toppes indbyrdes, når de mange besparelseskrav spiller den ene kommunale forvaltning ud mod den anden.

Det eneste rigtige er derfor at komme af med omprioriteringsbidraget; og netop nu at forsøge en alliance mellem utilfredse kommunalbestyrelser og fagbevægelsen om at forhindre, at bestyrelsen i KL indgår en økonomiaftale med regeringen til maj/juni, hvis den indeholder omprioriteringsbidraget eller tilsvarende besparelser.