Først steg utrygheden for de arbejdsløse. Nu skal den også stige for de offentligt ansatte. I hvert fald hvis det står til Kommunernes Landsforening. Men er kommunalpolitikerne klar over det? Lad os spørge dem - og huske deres svar, når kommunalvalget kommer.

Forud for sidste folketingsvalg argumenterede fagbevægelsen for, at tryghed på arbejdsmarkedet måtte stå øverst på en ny regerings dagsorden. Skuffelsen var derfor stor, da regeringen lagde ud med at acceptere udfasningen af efterlønnen og den korte dagpengeperiode.

Bedre blev det ikke, da fleksjobreformen kom bordet, eller da ophævelsen af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge endnu engang blev udskudt. Forude venter en kontanthjælpsreform, som vi må forvente fører til yderligere besparelser og forøgelse af arbejdsudbuddet.

Intet tyder på, at regeringen vil skifte kurs. Den retfærdiggør sine initiativer ud fra ønsket om at skabe beskæftigelse – men efter maksimen: at ethvert udbud skaber sin egen efterspørgsel. Jo større udbud af arbejdskraft desto flere job bliver der skabt.

De positive resultater er dog udeblevet. Beskæftigelsen er stadig for lav, og arbejdsløsheden for høj. De seneste offentlige lønstatistikker viser, at der er forsvundet knap 26.000 fuldtidsstillinger fra august 2010 til august 2012. Ser vi på antallet af job (personer), der er forsvundet, er det over 30.000 alene i kommuner og regioner. Og der er ikke lys for enden af tunnelen. Ifølge en FTF-rundspørge fra oktober sidste år forventer syv ud af ti kommuner at afskedige medarbejdere i 2013.

Men da både lyserøde og mørkeblå politikere åbenbart lovgiver efter devisen, at det skal gøre ondt, før det gør godt, fastholdes den hidtidige kurs.

Hvorfor det, når politikken tilsyneladende ikke virker?

Ikke i forhold til at skabe rimeligt lønnede arbejdspladser og bringe folk i job, så samfundet kan blive rigere - og betale skat, så velfærden kan finansieres. Men den virker i forhold til at skærpe konkurrencen mellem de arbejdsløse om de eksisterende job. Og gøre tilværelsen som arbejdsløs usikker i begyndelsen - og utålelig på længere sigt, så vi vil gøre næsten hvad som helst for at få et job. Og næsten hvad som helst for at bevare jobbet.

Netop denne pointe har de regionale og kommunale arbejdsgivere forstået. Med deres offensive udspil til OK 2013, forsøger de at smede, mens jernet er varmt.

Kommunernes Landsforening sigter efter at udvide ledelsesretten, svække arbejdstidsreglerne og decentralisere løndannelsen.

Omfanget af beskyttede medarbejdere skal ned. Arbejdstidsreglerne skal ændres, så der kan indgås individuelle aftaler om en højere arbejdstid end gennemsnitlig 37 timer pr. uge. Og de lokale parter skal have frie rammer for de lokale lønforhandlinger.

Forud for overenskomstfornyelsen i 2011 ville de kommunale arbejdsgivere også ”fjerne alle centrale bindinger omkring lokallønnen” og give ”udvidet adgang til lokalt at aftale sig til en arbejdstid, der ligger ud over de 37 timer” (Danske Kommuner, No. 34, 2010). Så galt gik det trods alt ikke. Men nu prøver man altså igen.

I 2011 var det udsigten til folketingsvalget senere på året, som lagde en dæmper på arbejdsgivernes ambitioner. I år har vi udsigt til byråds- og regionsrådsvalg. Lad os hurtigst muligt konfrontere kommunalpolitikerne med KL’s arbejdsgiverpolitik.

Og huske deres svar, når valgdagen kommer.