Økonomien i kommuner og regioner bygger i første omgang på aftaler mellem regeringen, KL og Danske Regioner. Men over disse aftaler står både Budgetloven og Finanspagten, som definerer de økonomiske rammer. Det har betydning både for velfærden og for udviklingen på det offentlige arbejdsmarked. Og dermed også for de kommende overenskomstforhandlinger.

De offentlige arbejdsgiverne er i gang med at ruste sig til at føre slagsmålene med de ansatte ude på arbejdspladserne.

Med Folketingets tilslutning til EU-pagterne er der sat grænser for, hvor stort det offentlige underskud og den offentlige gæld må være. Budgetloven har til formål, at grænserne overholdes. Derfor er der fastsat udgiftslofter for stat, kommuner og regioner. Hverken statens finanslov eller de kommunale og regionale budgetter og regnskaber må overskride lofterne.

Alt dette kræver en centralisering på arbejdsgiverside. Staten spiller førsteviolin, og KL og regionerne andenviolin. De offentlige personaleomkostninger skal styres, og man skal være sikre på, at måltallene overholdes.

Opgør med centrale aftaler

Men de offentlige arbejdsgivere kan ikke holde til gang på gang at skulle tage åbne opgør med de ansatte og deres organisationer. Derfor skal slagsmålene føres væk fra det centrale niveau og ud på de lokale arbejdspladser. Det vil arbejdsgiverne ruste sig til ved at

• styrke og udvide ledelsesretten - for at omsætte budgetdisciplinen til daglig praksis

• gøre op med de centrale løn- og arbejdstidsaftaler

• ”smidiggøre” arbejdstidsaftalerne

• begrænse fagforeningernes forhandlingsret

På KTO’s overenskomstkonference i maj udtrykte KL’s topforhandler Michael Ziegler således ønske om ved OK15 at ændre arbejdstidsreglerne og forenkle MED- og TR-reglerne. Man vil bl.a. se på de steder, hvor stive arbejdstidsregler hæmmer opgaveløsningen. Desuden vil man gå fra et klassisk forhandlingssystem til et dialogbaseret system og dermed fra en rettighedskultur til en dialogkultur. KL mener, at TR som vogter af overenskomsten er en gammeldags opfattelse. I moderne ledelse forventer man en dialog frem for fejlfinding. Der skal være indhold og mening i samarbejdet, og det opleves demotiverende, hvis ledelsen mødes af regelrytteri.

Udvidet ledelsesret

Hensigterne bør ikke overraske nogen. Det flugter helt og aldeles med KL’s ”Konkrete målsætninger”: ”KL skal derfor arbejde for at reducere (juridiske) barrierer for udøvelse af ledelsesretten og for at udvide ledelsesretten på områder, hvor ledelsesretten er blevet for begrænset. Det gælder fx den lokale løn, arbejdstilrettelæggelsen og det personalepolitiske område”. Det tilføjes, at målsætningen fx fremmes gennem ”reduktion af antallet af områder, hvor organisationerne har forhandlings- og aftaleret” og ”færre regler i MED og færre TR-beskyttede”.

Tankerne findes ikke kun på det kommunale område. Produktivitetskommissionens slutrapport anbefaler bl.a. færre centrale og bindende aftaler og flere rammeaftaler, som de lokale parter på den enkelte arbejdsplads skal udfylde.

De offentlige arbejdsgivere tager altså tilløb til en fremtid, hvor de ansatte skal slås med borgerne om, hvor meget der skal gå til service og hvor meget til løn. Men er det, hvad de offentligt ansatte og deres organisationer vil? Eller er de mon parate til i fællesskab med borgerne at gøre både velfærd og overenskomst til et opgør med Budgetloven og de stramme driftsrammer, som loven har ført med sig?