Med sin nye bog "Den sociale og innovative velfærdsstat" rejser professor Bent Greve en række emner og spørgsmål, som bør stå centralt i den kommende valgkamp. Her skal jeg blot nævne tre:

Udviklingen af den offentlige sektor bør diskuteres i den forestående valgkamp.

Vi kunne arbejde mindre og fordele arbejdet bedre imellem os, påpeger Bent Greve. Han mener ikke, det er vigtigt at øge arbejdsudbuddet på grund af den demografiske udvikling, således som både den tidligere og den nuværende regering har gentaget gang på gang.

Den offentlige sektor og det høje skattetryk sikrer samfundet vækst, arbejdspladser og velfærd. Derfor er nulvækst og skattelettelser dårligt ikke kun for den offentlige sektor men også for hele samfundets udvikling - stadig ifølge Greve.

Den offentlige sektors betydning kan ikke alene gøres op af Finansministeriet, men skal først og fremmest testes af virkeligheden. Og dér har den for længst stået sin prøve, mener professoren. 

Disse pointer er måske hverken nye eller særligt originale. Men det er befriende, at en repræsentant for laget af meningsdannere - politikere, erhvervsfolk og akademiske eksperter - går imod strømmen på så centrale punkter som udbud af arbejdskraft og udviklingen af den offentlige sektor. Især fordi disse punkter bør diskuteres mere i offentligheden og i den forestående valgkamp.

I hvert fald bør vi som lønmodtagere lade os inspirere af bogen, stille nye spørgsmål til os selv og politikerne og ikke mindst lade svarene få indflydelse på, hvor vi vil sætte vores kryds på valgdagen.

Vi kunne jo starte med at spørge, om vi er for eller imod at øge udbuddet af arbejdskraft? Altså om vi synes, der skal flere hænder på arbejdsmarkedet? Vil det gavne lønudviklingen, hvis der er flere om buddet? Vil det være godt for arbejdsmiljøet, eller vil det derimod øge pres og stress på arbejdspladserne?

Dernæst kunne vi spørge os selv, om en mindre offentlig sektor vil betyde flere arbejdspladser og bedre velfærd? Ville et lavere serviceniveau og færre offentligt ansatte være en hjælp for almindelige mennesker? Hvilke nye job i den private sektor kunne de afskedigede HK’ere, sosu’er og pædagoger se frem til?

Endelig bør vi spørge os selv og hinanden, om det er godt eller skidt, at management-metoder fra den private produktion har vundet indpas i den offentlige forvaltning? Har resultatkontrakter, dokumentationskrav og præstationslønninger fremmet velfærdsudviklingen? Eller har denne måttet kæmpe for at overleve på trods af metoderne fra New Public Management?

Bent Greves bog må inspirere fagbevægelsen til at stille nye spørgsmål til politikerne. Måske bør fagbevægelsen i virkeligheden selv levere nogle af svarene - i hvert fald hvis velfærdsstaten skal fornyes på et solidarisk grundlag.