Det kommende folketingsvalg drejer sig ikke blot om, hvilken regering vi skal have, men om, hvorvidt danskerne ønsker en fortsættelse af de seneste to årtiers økonomiske politik.

Der er god grund til at tænke over, hvad man siger ja til ved folketingsvalget.

Denne politik har været dybt borgerlig og har i de seneste årtier betydet en støt fremadskridende udhuling af velfærden. De borgerlige Fogh og Løkke-regeringer har været i front for denne velfærdsforringelsespolitik. Men også SRSF-regeringen bekendte sig til borgerlig økonomisk politik.

Baggrunden for den borgerlige offensiv mod velfærden skal søges i en stærk ideologisk påvirkning fra neoliberalismen fra 90'erne og frem. Det borgerlige projekt for tilbagerulning af velfærdsstaten er imidlertid aldrig blevet sat direkte og åbent på den politiske dagsorden for ikke at udfordre befolkningen.  

Tværtimod har fremgangsmåden været – under påberåbelse af at ville fremtidssikre velfærden – gennem enkeltstående "reformer" og besparelser at "skære endnu en skive af pølsen" – det vil sige at "vænne" befolkningen til en "langsom nedsmeltning af velfærden".

Dette "maskerede og snigende opgør med velfærdsstaten" har siden 2001 været fremgangsmåden både i de enkelte regeringers tid og på tværs af de forskellige regeringer i perioden.

Udhulingen af velfærden er skærpet i flere omgang. Under Fogh-regeringerne og frem til finanskrisen koncentrerede den borgerlige økonomiske politik sig om at bremse for velfærdsudviklingen ved, gennem skattelettelser, at omfordele den økonomiske vækst fra offentligt forbrug til privat.

Herigennem lykkedes det efterhånden at tvinge væksten i velfærden ned, så den ikke længere fulgte med velstandsudviklingen, hvorved kvaliteten i de offentlige velfærdsserviceydelser langsomt udhuledes.

Men finanskrisen satte en kæp hjulet på det projekt, fordi den økonomiske vækst faldt stærkt. Fortsatte skattelettelser kunne ikke længere tilvejebringes gennem omfordeling heraf. Derfor tog den borgerlige økonomiske politik skridtet videre til at tvinge væksten i det offentlige forbrug yderligere ned, så den end ikke længere modsvarer det demografiske træk.

Med "genopretningspolitikken" gennemførte VK-regeringen og siden i store træk SRSF-regeringen først uændret realt offentligt forbrug – det vil sige et stop for forbedringer af velfærdsservice. Og med de seneste Løkke-regeringer er man siden 2015 gået videre og har, for at skaffe plads til skattelettelser, gennemtvunget, at væksten i det offentlige forbrug holdes under det demografiske træk, således at velfærdens standard nu klart og direkte udhules.

Siden Lars Løkkes tilbagekomst som statsminister har velfærden i denne forstand været underfinansieret med mellem 5,5 og 6 milliarder kroner.

Da VLAK-regeringen stort set har brugt det økonomiske råderum op, er der al mulig grund til at forvente, at den vil fortsætte ad dette spor med direkte forringelse af de offentlige velfærdsserviceydelser. Der er således god grund til at tænke over, hvad man siger ja til ved folketingsvalget.