I december offentliggjorde transportminister Ole Birk Olesen (LA) en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om at sende S-togsdriften i udbud.

Privatisering af S-togene er en åbning for en vidtrækkende forringelse af servicen til skade for udkantsområderne og for en asocial prispolitik.

Udbuddet skal omfatte både togdriften, som DSB i dag står for, og Banedanmarks infrastruktur, og skal ske samtidig med automatisering af kørslen. Udbuddet skal træde i kraft fra 2021. Automatisering og øget trafikomfang hævdes at ville kunne øge passagertallet og herigennem tjene investeringen i nye førerløse S-tog ind.

S-togene står for mere end halvdelen af DSB's passagertal, og da allerede en række vestjyske strækninger er udliciteret, vil hermed over 2/3 af DSB's samlede passagertal være udliciteret. Gennemføres aftalen vil det således være begyndelsen til enden for DSB. Og det er faktisk også regeringens og transportministerens hensigt.

Det fremgår af rapporten, "En fremtidssikret jernbane" udsendt af Ole Birk Olesens Transportministerium juni 2017, men baseret på en såkaldt "sektoranalyse" af konsulentfirmaerne McKinsey og Co og Struensee og Co, der ofte har ageret fødselshjælpere for privatiseringer. Den langsigtede plan heri er, at størstedelen af eller helst hele DSB skal privatiseres. Herigennem hævder man samlet at kunne spare staten for 4,3 milliarder kroner.

Det, som skal give de afgørende dele af besparelsen, er en "kommercialisering af hele jernbanedriften", også hvis man eventuelt lader strækningen København – Aalborg forblive hos DSB. "Kommercialiseringen" går ud på at tillade færre afgange på trafiksvage tidspunkter/strækninger og at åbne for prisdifferentiering med højere billetpriser i myldretiden og på DSB's hovedlinjer.

Privatisering af S-togene er således en åbning for ikke bare udsalg af offentligt, men for en vidtrækkende forringelse af servicen til skade for udkantsområderne, og for en asocial prispolitik på bekostning af pendlerne, som ikke har råd til bil.

Erfaringerne med privatisering af jernbanedrift er ellers ikke ubetinget positive. De omfattende erfaringer fra navnlig Storbritannien om resultaterne af privatisering af jernbanen er, at privatisering IKKE har resulteret i teknisk udvikling og nye investeringer. Tværtimod har man i England måttet tilbagenationalisere skinner og materiel for at genskabe standarden, som de private aktører totalt negligerede i jagten på hurtige penge.

I England har privatiseringen heller ikke ført til hverken bedre service eller billigere priser, men tværtimod til store problemer med nedslidt togmateriel, mange forsinkelser og standsninger, dyrere billetter og et uforståeligt og uoverskueligt billetsystem.

For den, som vil se, er der altså grunde nok til ikke at gennemføre denne plan. Men det vil næppe fjerne de ideologiske skyklapper for LA-ministeren og hans aftalepartnere, herunder Radikale Venstre.