Det er ikke så lidt, Donald Trump på sine fire år i USA’s præsidentstol har nået at chokere verdensborgerligheden med. Men på falderebet lykkedes det ham alligevel at overgå sig selv, da hans tilhængere stormede, indtog og besatte kongresbygningen, endda mens parlamentarikerne sad i møde, bøjede over den nye præsidents valgtal for formelt at godkende dem.

At Trump sendte en pøbel mod et valgt parlament, var i nøje overensstemmelse med amerikansk tradition for, hvad man gør, når et valgresultat ikke behager. 

Billederne gik verden rundt og viste et mærkværdigt sammenrend af karnevalsskikkelser og almindelige, overvægtige amerikanere. Fem mennesker meldes dræbt; en kvinde blev skudt af politiet, en politimand tævet ihjel, resten har vi ikke hørt om – trampet ned?

Trump havde ikke direkte opfordret til løjerne, men efter gængs opfattelse opildnet dem kraftigt i en tale, han havde holdt mod det ”forfalskede” valgresultat.

Verdensborgerligheden – inklusive vores egen udenrigsminister, efter sigende for første gang – slog syv kors for sig: Dette var for meget, det var en skamplet på det ellers så pletfrie amerikanske demokrati. Om ordet ”uamerikansk” ligefrem blev brugt, står ikke nærværende skribent klart, men det var i de baner, man tænkte. Dette var ikke USA værdigt.

Amerikansk tradition

Sandheden er imidlertid, at det var det i høj grad. Det er præcis den slags, USA har opildnet til, når et valg faldt ud på en måde, man ikke brød sig om i Washington. Det har de oplevet i Hong Kong, i Kiev (flere gange endda), i Chisinau, for lige at nævne de hovedstæder, der umiddelbart falder én ind.

Hvis de bøller, der stormede, indtog og besatte parlamenterne i disse byer, ikke var direkte styret af USA (som har CIA og andre ”agenturer” til den slags), handlede de i hvert fald under utilsløret amerikansk bifald, ikke mindst fra de ”demokrater”, der nu fører sig mest fordømmende frem i forhold til begivenhederne i Washington.

At Trump sendte en pøbel mod et valgt parlament, var i nøje overensstemmelse med amerikansk tradition for, hvad man gør, når et valgresultat ikke behager. Hvad Trump gjorde forkert, var, at han bragte denne taktik til anvendelse på hjemmebane, hjemme i Washington, mod den hellige amerikanske Kongres, og ikke i et fremmed land. Det skulle han ikke have gjort! Og nu kan han vente sig!

Biden bringer intet nyt

Lige så massiv som fordømmelsen af Trump, lige så overstrømmende var begejstringen for den nye præsident, Joseph Biden. Her var manden, der ville bringe USA på ret køl igen, samle nationen og føre USA tilbage til dets retmæssige plads som verdens leder! Selv ordet ”revolution” blev brugt.

Men der er intet revolutionært over Joe Biden – tværtimod. Han repræsenterer det, en dansk politiker, som mindede lidt om Donald Trump, kaldte ”gammelpolitikerne” – det velkendte politiske establishment af bagstræberiske pengemænd. Og det er præcis det, der er årsag til begejstringen.

Back to normalcy, ”tilbage til normaliteten”, udtalte en tidligere amerikansk præsident, da Første Verdenskrig var vundet og havde gjort USA til en førende imperialistisk magt. Og med Biden er vi i sandhed på vej tilbage til ”normaliteten”, ikke på vej frem til noget nyt. USA vil genindtage sin vante plads som verdens uromager. Tonen over for Rusland er allerede skærpet, og intet tyder på en opblødning i forhold til Kina; Korea hører man slet ikke om.

At forhenværende Anders Fogh Rasmussen, der burde sidde bag tremmer for sine krigsforbrydelser og sine løgne over for folk og Folketing, i stedet blev hentet ind i fjernsynets aftenshow for at sætte ord på begejstringen, understreger, at vi ikke har noget godt i vente.

Trump havde fremgang

Der er heller ingen grund til at regne med, at Biden vil kunne ”samle nationen”, som han har proklameret det. Trump tabte valget, men han gik ikke tilbage. Tværtimod: Han gik otte millioner stemmer frem! Bidens sejr var ingen jordskredssejr, men skyldtes en øget vælgermobilisering, der først og fremmest kom ”demokraterne” til gode.

Man har talt om, at Trump har delt den amerikanske nation op i to stridende ”stammer”. Det vil Joe Biden ikke kunne rette op på. Lige så lidt kan han rokke ved de økonomiske og sociologiske kendsgerninger, der ligger til grund for splittelsen og for ændringerne i USA’s stilling i verden. USA har mistet sit verdensherredømme og sin nimbus som demokratisk forbillede; sådan er det, og sådan bliver det.