Corona-tåbelighederne når for tiden nye højder. Fra på lørdag skal vi alle formummes som gangstere, hvis vi vil med bussen eller toget.

Det på trods af, at vi véd, at der ikke er nogen sundhedsfaglig begrundelse for mundbind, som den nu påbudte maskering kaldes, Jo, hvis man er syg, kan det reducere risikoen for, at man smitter andre, fra 17 til tre procent. Beskyttelseseffekten for én selv er marginal.

Det er da også typisk, at argumenterne for alligevel at indføre mundbindstvang går på det moralske: Det vil få folk til at tænke mere på at holde afstand og så videre. Og så har (stort set) alle andre lande mundbindstvang, så det må vi også have.

Mundbindets historie

Mundbindets historie går tilbage til 1980’erne, hvor den stigende luftforurening i Tokyo, dengang verdens største by, fik mange japanere til at ønske at beskytte sig mod de skadelige stoffer i bilernes udstødning. Løsningen var at dække mund og næse til.

Effektiviteten var stort set den samme som for cigaretfiltre, det vil sige lig nul. Alligevel så man i de følgende år mundbindene brede sig, omend langsomt, i andre østasiatiske storbyer.

Nu er de altså endt som en verdensomspændende tvangsforanstaltning. Man kan til nød forstå det i hårdt ramte lande som Italien og Belgien. Men i et land som Danmark er det en overreaktion i slægt med den panik, som greb de styrende, da det gik op dem, at coronaen ikke kun var noget, der ramte tilbagestående egne, hvor folk kunne finde på at spise flagermus og andre uhyrligheder.

Nu kommer coronaen altså så småt igen – meget småt, må man sige. Danmark er stort set coronafrit. Det kan ikke blive ret meget bedre – faktisk kun værre. Og det bliver det, mundbind eller ej. Det er til at forudse, og det blev forudset. Det er det, der sker, når man bekæmper en epidemi ved at bryde smittekæder: Sygdommen kommer igen.

Problem med manglende immunitet

Den gør det, fordi der ingen immunitet er i befolkningen. Det samme skete under Den Sorte Død. Der var byer, hvor man låste byportene og skød på alle, der nærmede sig, men det standsede ikke pesten. Den kom igen den ene gang efter den anden, til den havde udryddet sig selv 400 år senere. Det eneste, der kan forhindre det, er en effektiv vaccine.

Men coronaen er ikke Den Sorte Død. Dødeligheden er under én procent – mindre end for vores velkendte influenza, som vi ikke går i panik over. Men det gør vi altså over coronaen.

Det er en ringe trøst, at det er lige så slemt eller værre andre steder. Stort set alle lande har mundbindstvang – selv i Afrika, der ellers er sluppet lige så let som Danmark.

Her er man gået i den grad i panik, at coronaen har taget fokus fra alle andre sygdomme i det underdimensionerede sundhedsvæsen – sygdomme som hiv, tuberkulose og malaria, der hver for sig er langt alvorligere og mere dødelige end covid-19. Dem er man mange steder hørt op med at behandle og vaccinere for, og de mulige følger kan man kun gyse over.

Irrationel frygt

Frygten for corona er ikke rationel. Den står ikke i noget rimeligt forhold til sin årsag.

Der er meget andet, vi frygter lige så irrationelt i vore dage. Vi frygter terrorismen, selv om sandsynligheden for at få en tagsten i hovedet, når man går på gaden, er større end risikoen for at blive ramt af en terroraktion.

Vi frygter Jordens undergang i en klimakatastrofe, som vi kun kender fra avisoverskrifter. Vi frygter tobaksrøg, men ikke osen fra stearinlys, brændeovne og havebål. Og vi frygter coronaen i en grad, så vi glemmer at bekymre os om langt alvorligere sygdomme med langt større dødelighed.

Frygten får os til at underkaste os regler og restriktioner, der i andre sammenhænge ville være uacceptable. Ville man acceptere at skulle afføre sig sko og livrem i en lufthavn, hvis man ikke frygtede en terror, man aldrig har set? Ville man acceptere mundbindstvang, hvis det ”kun” var influenza eller tuberkulose, det drejede sig om?

Under en af de tyske demonstrationer mod corona-regimet bar en deltager et skilt med ordene: ”Har vi glemt, hvad blind lydighed kan føre til?” Eller som det er sagt i forbindelse med terrorfrygten: Mere end frygtens årsag bør vi frygte frygten selv.