USA’s og dets imperiums enestående, dominerende position i verden siden 1945 er velkendt.

Regeringer, virksomheder og individer, der i disse år holder fast i afhængig-heden af USA, vil blive en periferi i fremtidens verden.

Men i dag er det vel kun dronningehuset, Danmarks Radio, regeringen, Udenrigs- og Forsvarsministeriet, i praksis alle Folketingets partier og hele den militære og en mindskende del af den civile industri, der tror, at USA vil lede verden om blot 10 år, og derfor følger og forsvarer USA med en til blindhed grænsende loyalitet.

Selv om man ikke kan bruge individualpsykologi på lande og imperier, så hjælper det med at formidle, hvad der foregår:

Hér skal jeg sværge lidt i den danske politiske kirke og give en række årsager, til at det ikke kommer til at ske.

1. Alle imperier går ned, senest Sovjetunionen: Opgang, højdepunkt, nedgang, afslutning.
2. Man får aldrig nok (”over-reach”): Man vil styre i stadigt flere lande på stadigt flere områder, men klarer ikke at holde styr på det hele.
3. Hybris – overmod: Vi kan slippe afsted med hvad som helst.
4. Exceptionalisme – vi kan gøre ting, som vi ikke accepterer, at andre gør. Vi står over folkeretten.
5. Det er alt sammen gået så let så længe takket være medie- og kulturindflydelse: Hvor mange amerikanske programmer findes ikke hver aften på nordiske tv-kanaler?
6. Nummer-et-problemet: Hvis man er nummer ét i en rangorden, er der intet at lære, og så belærer og dikterer man nedad. Nummer 37 i en rangorden har 36 andre at lære af (ydmyghed). Før eller siden gider ”eleverne” ikke lytte eller adlyde.
7. Man forsøger ad absurdum at forandre verden, men aldrig sig selv. Verden skal tilpasse sig os, ikke vi til den. Koblet til missionsvirksomhed: De skal blive som os.
8. Legitimiteten i andres øjne aftager – men man ser det ikke, men forlader sig på, at (militær) magt er ret.
9. Overmilitarisering – krigene og oprustningen kan ikke længere bæres af en vigende økonomisk formåen (og coronavirussen svækker den yderligere drastisk).
10. Voksende autisme, fornægtelse af den virkelige verden og gruppetænkning: Det kan ikke være sandt, at vi ikke kan blive ved som hidtil, det gik jo så godt.
11. Hele systemet lider efterhånden af ”metaltræthed” – utænkelige sammenbrud sker pludselig igen og igen. Men de gamle løsninger dur ikke.
12. Mangel på vision, dynamik og det dér der får andre til frivilligt at følge én.
13. Den positive energi ebber ud, og hele verden opfattes efterhånden som fjende: Er det nogen, Trump-USA i dag ikke har en eller anden konflikt med? Og så paranoia: Verden truer os!
14. Stagnation – man bliver ved med det, der hidtil har fungeret godt. Men man gør ikke noget nyt, innovation og eksperimenter bliver farlige.
15. Den normative og kulturelle magt forsvinder: Andres oplevelse af imperiets værdier som gode og fremtidstilpassede ophører. Andre finder nye veje uden imperiet og bygger en ny verdensorden (som USA ikke vil høre om).
16. Man engagerer sig i konflikter og krige, som man – selvovervurderende – ikke har en chance for at vinde. Således Trump-USA's nye kolde krig med Kina, der allerede på en lang række områder er USA overlegen.
17. Da det eneste område, man er suverænt overlegen på, er militæret, satser man endnu mere dér – hvilket kun accelererer nedgangen. Som en stofmisbruger.
18. Dekadence, illusioner og løgn – USA's udenrigsminister er stolt over, at Amerika ”snyder, stjæler og lyver”… Moralsk forfald.
19. Psykopater + kakistokrater får voksende indflydelse = patokrati. Kakistokrati = regering af de ringeste og mindst egnede. Det kan sprede sig som en virus.
20. Folk flest ser måske, hvad der sker, men finder ikke midlerne til at stå imod, føler stigende magtesløshed og mister tilliden til demokratiet som modkraft til autokratiet.

Regeringer, virksomheder og individer, der i disse år holder fast i afhængigheden af USA, vil blive en periferi i fremtidens verden.

Har Danmark en plan B for tiden efter det amerikanske imperiums fald?