Giv dog Jyllands-Posten en tudekiks
Blogs
Giv dog Jyllands-Posten en tudekiks
Jyllands-Posten er pennefører for en fortsat kamp mod alle overenskomstbærende fagforeninger. Det giver næppe en Cavlingpris - snarere en pakke tudekiks.
Året var knap skudt i gang, før Jyllands-Posten i en stor opsat artikel og i et sædvanligt tæt samarbejde med Krifa brugte flere sider på at beskrive en tre år gammel historie om en nyansat, der følte sig presset til at blive medlem af en fagforening.
Krifa er jo billige, fordi man overlader regningen til medlemmer i de overenskomstbærende fagforeninger.
Denne gang handlede det om en akademiker, som efter en længere sygdomsperiode fik et sommerjob på et af Danish Crowns store slagterier. Jobbet klarede han i knap en måned, hvorefter han fandt både arbejdet og tonen på arbejdspladsen som værende for hårdt, hvorfor han stoppede. Så langt så godt – det er jo frit for enhver, at beslutte, hvad man både vil og kan udføre af arbejde.
Men underligt nok kommer der nu næsten tre år efter det korte ansættelsesforhold en historie, som efterlader en opfattelse af, at tillidsfolk og arbejdskammerater presser vedkommende til at skulle være medlem af den fagforening, som gennem sin overenskomst med arbejdsgiverne havde sikret de gældende løn- og arbejdsforhold.
Derfor er Krifa billige
I artiklen henvises også til en person, som blev ansat tilbage i 2011, altså for over syv år siden, ligesom formanden for Krifa kan fortælle om andre, der, når de igen er blevet arbejdsløse, er vendt tilbage til Krifa. Noget formanden ser som et bevis på, at de i sin tid blev presset til at melde sig ind i en overenskomstbærende fagforening.
Måske han skulle spørge sine kunder, om de ikke blot har valgt Krifa, fordi de er billige – det er jo det, Krifa i utallige annoncer selv bruger som argumentet for, at man skal skifte til dem.
Og de er jo billige, netop fordi man så overlader regningen til medlemmerne i de overenskomstbærende fagforeninger.
Det svarer til, at man vælger ikke at betale skat – undtagen når man kommer i en situation, hvor man har brug for fællesskabets ydelser, f.eks. fordi man skal på sygehus. I en sådan situation vil man så godt betale, men straks man er erklæret rask, og ikke længere har brug for hjælpen, så vælger man igen kun at se egoistisk på tingene og fravælger sin betaling.
Krifa's mission
I artiklen beskylder formanden i øvrigt virksomheder, som efter aftale med tillidsmanden opkræver fagforeningskontingentet over lønnen, til også at begå lovbrud ved at fastholde en ulovlig eksklusivaftale. Ja, det er godt nok hårdt at være formand for en forening, hvis eneste mission bliver at forringe de ansattes muligheder for bedre løn- og arbejdsforhold.
Og med Jyllands-Posten som pennefører for en fortsat kamp mod alle overenskomstbærende fagforeninger, og hvor de samme to-tre journalister ensidigt fremturer med de samme synspunkter, som håber de, at det på et tidspunkt kan indbringe dem en journalistisk pris.
Og hver gang med fuld opbakning fra avisens leder, som automatisk koger mere suppe på dette kødløse ben i stedet for at se kritisk og nuanceret på det samlede danske arbejdsmarked.
Denne form for mangel på god journalistik giver hverken en Cavlingpris eller andre anerkendelser – men højest en pakke tudekiks.