De vestlige medier er overraskende enige om Ruslands hensigter og ideologi. Med Vladimir Putin i spidsen har landet angiveligt erklæret krig mod demokratiet og det internationale system. Det system, der – igen angiveligt – ikke blot forsvarer den åbne markedsøkonomi, men også demokrati, sikkerhed og velstand.

Russerne bekender sig til mange vestlige grundværdier og accepterer et langt hen ad vejen USA's ønske om global markedsøkonomi.

Putin er i ledtog med slemme nationalister, blandt andet Donald Trump, Viktor Orban fra Ungarn og andre ’Spielverderbere’, for at bruge et udtryk af Uffe Ellemann-Jensen. Verden synes i den optik at bestå af gode liberale globalister og onde nationalister, der ikke kan se fordelene ved den liberale verdensorden. Men er det en præcis analyse? Næppe.

Rusland under Vladimir Putin er ikke ved at genindføre Sovjetunionen. Men hvad er det så, de fører sig frem med, vil mange spørge. Russerne selv har formuleret det flere gange. 

Deres erfaringer med vesten siden Sovjetunionens sammenbrud har ikke levet op til de ekstremt positive og højstemte – omend noget naive – forventninger fra 1991 og 1992, som mange russere nærede dengang.

Vil være en del af Europa

Allerede i 2000 sagde den nybagte præsident Putin, at Rusland ønskede, at være en del af Europa i et tættere samarbejde økonomisk, politisk og ikke mindst sikkerhedspolitisk. Og han tilføjede, at hvis det ikke kan lade sig gøre, må de finde andre samarbejdspartnere.

Siden da er irritationen hos russerne vokset i mange omgange, specielt har rækken af ikke FN-sanktionerede amerikansk-ledede angreb på andre stater udløst frustration (især Irak, men også Libyen, Syrien og andre stater). NATO udvidelsen har russerne også set som noget, der øgede spændingen i Europa. Så meget desto mere som de har set, at NATO er let på aftrækkeren.

I 2013 præciserede russerne deres ’ideologi’ – eller rettere deres langsigtede tanker om den globale orden. De introducerede begrebet: Стратегия ’цивилизационного реализма’, den civilisatoriske realismes strategi.

Russerne bekender sig til mange af de vestlige grundværdier og accepterer også et langt stykke hen ad vejen amerikanernes ønske om en global markedsøkonomi og USA's betydningsfulde rolle i verden. Men der mangler noget af ganske afgørende.

Russerne ser verdensordenen som udelukkende et kynisk magtspil. Det er det også, men ikke kun. Hvad er da russernes værdier?

Russerne har med Putins ord formuleret et kristent europæisk grundlag og udgangspunkt for Rusland. Men samtidig påstås det ikke, at det skal danne grundlag for hele planeten. Og det er det springende punkt.

Rusland ønsker en mulitpolær verden

Den verden, som globalisterne synes at arbejde henimod er en endimensionel verden, som skal dannes i USA's billede. Med andre ord, amerikanerne formår ikke at lytte og synes at have svært ved at acceptere andre samfundsmodeller og internationale organisationer, som de ikke styrer, eller som bygger på andre kulturer og værdier.

Russerne går ind for en multipolær verden, hvor man accepterer forskellige kulturer, sådan som det er tilfældet i organisationen BRIKS, der omfatter Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.

Det er meget forskellige lande, men de har det tilfælles, at de har været ret succesfulde og opnået betydelig økonomisk vækst hver på deres måde. Kinas vækst har for eksempel imponeret alle, men den er ikke foregået efter Washington-konsensus.  

Smertelige erfaringer

Russerne indtager altså en realistisk position, når vi ser på markedsøkonomien. Den er god i mange sammenhæng, men bliver den en ideologi, der skal styre alt, kan den ligesom ilden hurtigt blive meget destruktiv.

Russerne har smertelige erfaringer med de såkaldte markedsøkonomisk reformer i 1990'erne, som i løbet af få år gjorde Rusland til et klassisk uland. Landet er kommet tilbage på et mere positivt spor ved at finde sin egen vej. Og skal man dømme efter ikke-vestlige landes ret positive opfattelse af Rusland, så har russerne ramt en vigtig åre.

Den civilisatoriske realisme er et jordbundet tankesæt, der tager højde for, at kulturer er forskellige og udvikler sig forskelligt. Ikke at acceptere det, vil øge spændingerne i verden.