29 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvem har gavn af Navalny-sagen?

Blogs

Jens Jørgen Nielsen
Cand. mag. i historie og idehistorie, lektor på Niels Brock
Har boet i mange år i Rusland og Baltikum og arbejdet som projektansat og bl.a. også været korrespondent for Politiken. Taler flydende i russisk og følger meget med i russiske medier. Har skrevet en række bøger om Rusland og Polen. Er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering.
Blogindlæg af Jens Jørgen Nielsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 18. september, 2020, 10:25:59

Hvem har gavn af Navalny-sagen?

I de vestlige medier er der kun ét scenarie i sagen om forgiftningen af Navalny: Putin har givet ordren, angiveligt af frygt for at Navalny skal true hans position.

Den 20. august i år bliver en mand dårlig i et fly fra Tomsk i Sibirien på vej til Moskva. Flyet nødlander i Omsk, hvor manden bliver bragt til hospital og lagt i koma. Det redder mandens liv.

Navalny-sagen har givet modstanderne af Nord Stream 2 fornyet vind i sejlene. Det gavner Donald Trump.

Efter de pårørendes ønske bliver han overflyttet til Berlin til yderligere behandling med grønt lys fra de russiske myndigheder, inklusive Kreml. Tre uger senere er manden rask, i hvert fald ved bevidsthed, og udtrykker ønske om at komme tilbage til Rusland.

En relativ banal sag. Men manden var ingen ringere end Aleksej Navalny, den berømte russiske blogger, der afslører korruption i Rusland.

Gudestatus i Vesten

I Rusland er han populær i visse især ungdommelige universitetskredse. Men som politiker har han kun opbakning fra cirka fem procent. I Vesten har han nærmest gudestatus.

Jeg mener, at Navalny gør et vigtigt og samfundsnyttigt arbejde i Rusland. Men et er at være en, der afslører korruption, noget andet er at holde sammen på den kolos af en stat, som Rusland er – med et tocifret antal potentielle borgerkrige og cirka halvdelen af verdens arsenal af a-bomber.

Navalny har en skyggeside. Han er rabiat national chauvinist. Hans video om tjetjenere giver ikke Rasmus Paludan noget efter i forhold til racistiske fordomme. Han omtaler blandt andet tjetjenere som græshopper og skadedyr.

Da Navalny ankom til hospitalet i Berlin, blev han faktisk reduceret til en brik i et uskønt geopolitisk spil. Der var megen ’deja-vu’ til situationen med den tidligere russiske efterretningsmand og overløber Sergej Skripal og hans datter i Storbritannien i 2018. 

Navalny har en skyggeside. Han er rabiat national chauvinist.

Uden undersøgelse pegede de britiske myndigheder dengang straks på Putin som den, der havde givet ordre til drabsforsøget. Det samme skete i Berlin. Navalny blev med det samme underlagt de militære myndigheder på sygehuset der. NATO blev inddraget, fordi novichok er en forbudt nervegift.

Ingen åbenhed og transparens

Ingen tysk læge har udtalt sig, kun politikere og udenrigsministeren og forsvarsministeren. Kansler Angela Merkel og udenrigsminister Heiko Maas har talt dunder til det officielle Rusland og krævet en forklaring på, at man fandt novichok i Navalny.

Men ret interessant, det officielle Tyskland har ikke sendt nogen som helt medicinske fakta om Navalnys tilstand til russiske myndigheder eller medicinske instanser, på trods af at Rusland officielt flere gange har anmodet om det.

Her er ingen åbenhed og transparens, selv om det er den fane, vestlige politikere kæmper under mod den onde Putin. Og i øvrigt, hvad blev der af princippet om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist? Putin er dømt inden en ordentlig undersøgelse eller retssag.

I de vestlige medier er der kun ét scenarie: Putin har givet ordren, angiveligt fordi han er bange for, at Navalny skal true hans position.

Hvad med oligarkerne

Men der mangler et motiv, og der er i det mindste mange ulogiske tråde i fortællingen. For det første udgør Navalny ikke den store fare for Putin.

Der er flere oligarker og politikere, der har grund til at hade ham, men ikke specielt Putin. Hvis Navalny er blevet forgiftet, kunne der i det mindste være tale om én af disse russiske oligarker. Vi ved desuden, at stater ikke har monopol på giftstoffet. Hvorfor lægger man sig så fast på, at det må være Putin?

Hvis Putin skulle have givet ordre til at forgive Navalny, rejser det endnu flere spørgsmål. Hvorfor med novichok, som er på en international forbudsliste? Hvis Putin mener, at en person er rigtig farlig, så er der andre absolut mere effektive og diskrete måder at dræbe på. 

Novichok er blevet en signatur-nervegift med Putins navn på. Når man har sagt ordet novichok, har man sagt Putin og overtrædelse af internationale regler – og dermed også Rusland som en fredløs pariastat. Men hvorfor skulle Putin bringe sig selv i den situation? 

Endvidere, hvis Navalny skulle være blevet forgiftet af novichok i Rusland, så må man forvente, at ganske mange omkring ham er blevet forgiftet. Dem har man ikke hørt om, hvorfor ikke? 

Novichok beskrives som ekstremt farlig og absolut dødelig, hvorfor er der så ingen døde her? I skrivende stund oplyser nogle af Navalnys pårørende, at han skulle have fået giften på en vandflaske på et hotel i Tomsk. Tjo, vel næppe sandsynligt med novichok, hvis alle omkring Navalny er sunde og raske. Vi ved også, at novichok ikke er noget, der kun kan produceres i Rusland. Opskriften er velkendt, og mange lande har i det mindste små lagre af det.

Nord Stream 2

Det rejser for det tredje det spørgsmål, hvorfor blandt andet Kreml gav Navalny lov til at rejse til Berlin, hvis de skulle have givet ham novichok – vel vidende, at tyskerne vil opdage det, og velvidende, at gasledningen i Østersøen, Nord Stream 2, ville komme i fare. Putin har satset overordentlig meget på både Tyskland som den vigtigste forbundsfælle i Vesten og ikke mindst Nord Stream 2. I forhold til det er Navalny totalt uden betydning.

Navalny-sagen har givet modstanderne af Nord Stream 2 fornyet vind i sejlene. Det er en udvikling, som gavner Donald Trump, men ikke Putin. Trump har søgt at gennemtrumfe, at Tyskland opgiver at købe gas i Rusland og i stedet køber det i USA. 

Navalny-sagen har også ført til almindelig afpudsning af egen glorie. At få Rusland placeret som umoralsk og sig selv som værende på den høje moralske hest er ikke nyt. Det giver selvfølelse at straffe andre. Eventuelle sanktioner mod Rusland vil øge spændingerne i et i forvejen spændt Europa.