Kvinder ved roret
Blogs

Kvinder ved roret
Bare der kommer en kvinde på toppen i USA, så bliver verden nok lidt bedre. Men hvordan er nu lige vores erfaringer med køn og topposter?
”..måske verden kunne blive et lidt bedre sted med en kvinde ved roret?” Især hvis en kvinde blev præsident for USA!
Freden fik måske en større chance, fordi mange begyndte at forstå hvilke løgne, de blev fodret med om demokrati.
Kvinden, der puster liv i den gamle forestilling om, at kvinder er garanti for fred, alene fordi de er kvinder, hedder Tina Nikolaisen, chefredaktør på ugebladet Alt for Damerne.
Den kvinde hun gerne ser ved roret er Hillary Clinton, som overvejer at stille op til præsidentvalget i USA 2016. Chefredaktøren ser Hillary Clinton som kvinden med både kvalifikationerne, erfaringerne og ”den nødvendige kynisme” for at kunne bestride den magtfulde post. (AFD nr. 34/2014)
Vi har erfaringer
At Alt for Damerne bringer sådan en udtalelse, kan nok ikke overraske, men bladet udkommer i Danmark, hvor Helle Thorning er statsminister. En kvindelig rorgænger, der ikke vil vende om og samle det dagpengesystem op, som Margrethe Vestager og Pia Kjærsgaard var med til at smide over bord.
I stedet navigerer Helle Thorning lige mod flere krige og har bundet Danmark til EU’s økonomi med en Finanspagt. Sagde hun nej til mere overvågning, da hendes kollega Angela Merkel opdagede NSA som en usynlig men fast lytter på sin mobil?
Hvad har Hillary Clinton bedrevet i sin tid som udenrigsminister i Obamas regering? Blev der lidt mere fred og lidt mindre overvågning fra USA's side?
Der findes kvinder ved roret, som vil noget andet. Dilma Roussef i Brazilien og Cristina Kirchner i Argentina, som ikke vil lade sig styre af USA eller EU.
Snowden risikerede sin toppost
Da Obama stillede op til præsidentvalget i USA 2009 var der store forhåbninger. En sort præsident og en Demokrat. Måske verden kunne blive et lidt bedre sted at være?
Måske ville der blive lidt mere fred og lidt mindre overvågning. Sådan håbede whistlebloweren Edward Snowden, at det ville gå. Han håbede så stærkt, at han droppede sine overvejelser om at lække dokumenterne om NSA.
Få år med Obama ved roret viste ham, at NSA fik endnu flere beføjelser til overvågning. Snowden traf sit valg og blev whistleblower i 2012.
Verden blev ikke fredeligere af, at Snowden lækkede disse oplysninger. Freden fik måske en større chance, fordi mange begyndte at forstå hvilke løgne, de blev fodret med om demokrati. Snowden tog styring og risikerede sin toppost. Og han er en mand.
Det kan undre, at en journalist og chefredaktør er fortaler for så naiv en tankegang om kønnets betydning for verdensfreden, når det drejer sig om en toppost? Tina Nikolaisen er tidligere journalist på TV2 "Go’morgen Danmark". Hvad vil hun med sin toppost?
Nu er Margrethe Vestager kommet til tops i EU. Hvem tror EU bliver et lidt bedre sted at være…