I december sidste år fik to fagforeningsfolk alvorlige bank af en gruppe litauere ved en byggeplads på Nørrebro i København. Dagen efter kom det til et større sammenstød, et stillads blev væltet og en Porsche vendt på hovedet.

Sager mod Danmark er sjældne, og sager, som berører konflikter på arbejdsmarkedet, er heller ikke almindelige. Men nu har vi så en sag, som begynder på en byggeplads på Nørrebro.

Det vil være en overdrivelse at sige, det var en hverdagsbegivenhed i kampen mod social dumping, på den anden side var det heller ikke en stor overraskelse.

Manden i centrum hedder Donatas Aleksandravicius, er litauer og ejer af DS Byggeri, som har været i Arbejdstilsynets og Skats søgelys. Og så er han berygtet i fagbevægelsen for at byde sine ansatte elendige løn- og arbejdsforhold.

>> LÆS OGSÅ: Hvem står bag DS Byggeri og balladen på byggeplads i København

Aleksandravicius kom ikke heldigt ud af sagen på Nørrebro. Ud over de materielle skader tabte han entreprisen. Men nu har han taget et modtræk, fagbevægelsen ville gøre klogt i at følge nøje og agere på.

Han har lagt sag an mod den danske stat og kræver 7,5 millioner kroner i erstatning. Et overskueligt pengebeløb for statskassen, men de politiske konsekvenser kan blive alvorlige, for der er ikke tale om en vanlig sag ved en dansk domstol, men om en international sag om "investeringsbeskyttelse".

ISDS-domstole

For nogle vil der ringe en klokke: Fra 2013 til 2016 var regler om investeringsbeskyttelse hovedårsagen til, at en handelsaftale mellem EU og Canada (den såkaldte CETA-aftale), samt forhandlinger mellem EU og USA om TTIP-aftalen, kom i politisk uføre.  Reglerne om investeringsbeskyttelse under de to aftaler var så hård kost for mange, at CETA endnu ikke er fuldt godkendt, og TTIP-aftalen blev aldrig til noget. 

Kort sagt: Aftalerne ville give udenlandske virksomheder mulighed for at sagsøge staten direkte, hvis de bliver udsat for noget, de finder "urimeligt" – det kan være en ny lov, eller det kan være måden, reglerne gennemføres eller håndhæves. Sådan en sag kan åbnes ved en international særdomstol (kaldet ISDS), hvor tre advokater sættes til at vurdere, om virksomheden skal have medhold. Hvad national lov eller nationale domstole siger, er i den forbindelse ligegyldigt.

At noget er "urimeligt", kan enhver jo komme og sige. Der er da også masser af eksempler internationalt på, hvilke konsekvenser det kan få, når retsgrundlaget er så uklart og bredt formuleret. Som da Tyskland lod Vattenfall omgå nye regler for forurening fra kulkraftværker, eller som da Canada måtte sløjfe et forbud mod et giftstof, sige undskyld til en stor kemikalievirksomhed og betale erstatning.

Sager mod Danmark er sjældne, og sager, som direkte berører konflikter på arbejdsmarkedet, er heller ikke almindelige. Men nu har vi så en sag, som begynder på en byggeplads på Nørrebro.

>> LÆS OGSÅ: EU vil give CETA en ny domstol

Faglig sag kan danne præcedens

I store træk er dette kernen i sagen: Aleksandravicius mener ikke, politiet ydede ham tilstrækkelig beskyttelse mod faglige aktivister, og staten er derfor ansvarlig for de direkte og indirekte økonomiske tab. Derfor går han direkte efter at få sagen taget op ved en international særdomstol – under henvisning til en "investeringsbeskyttelsesaftale" mellem Danmark og Litauen, der blev indgået i 1992 under Schlüter-regeringen.

Den aftale er ganske vist under afvikling, sammen med en række enslydende aftaler, Danmark har indgået med andre Central- og Østeuropæiske EU-lande. Aleksandravicius nåede kun lige at sætte foden i døren, før muligheden for sagsanlæg ad den vej blev lukket.

Det er desværre en ringe trøst. Det første problem er, at sådan en sag kan danne præcedens. Langt de fleste investeringsbeskyttelsesaftaler er skåret over samme læst, så hvad afgørelsen bliver i denne sag, kan blive brugt i andre lignende sager.

Udfaldet kan for eksempel blive nogle mere præcise og skærpede standarder for, hvilken beskyttelse myndighederne skal give udenlandske virksomheder. Man kan for eksempel frygte, at det lægges til grund for en afgørelse, at myndighederne skal sikre, at fagforeningsfolk ikke kan træde ind på en arbejdsplads, medmindre de er inviteret. Det ville være et tilbageslag for kampen mod social dumping.

Fagbevægelse – vær på vagt!

Det andet problem er, at der er regler på vej, som skal gælde hele EU. Årsagen til, at Danmark nu sløjfer en række gamle aftaler, er, at EU-domstolen har erklæret dem for i strid med EU-reglerne. Ikke fordi de er for vidtgående, men fordi de giver for eksempel danske virksomheder nogle rettigheder i Litauen, som virksomheder fra andre EU-lande ikke har. Reaktionen på den afgørelse – i EU-kommissionen, i Tyskland, Holland og andre steder – er, at nu skal der laves en tilsvarende ordning for hele EU.

Der er allerede sat en høringsproces i gang, og stærke kræfter er i sving med at få oprettet en særdomstol, som virksomheder kan bruge som redskab til at komme sejrende ud af konflikter, de ville have svært ved at vinde ved nationale domstole. Det er hele formålet.

Hvornår det kommer op politisk i EU, kan man kun gætte på. Måske allerede næste år. Til den tid ville det være en god ting, hvis fagbevægelsen, her i landet og andre steder, er checket ind i diskussionen og har hejst det røde flag.

Der er ikke noget at vinde ved den slags domstole, og sagen fra Nørrebro viser os, at selv de ømmeste tæer på arbejdsmarkedet kan blive trådt på, når en særdomstol mødes for at fælde dom over kampen mod social dumping.

>> LÆS OGSÅ: Ngo'er vil stoppe ISDS-domstole