Da virologen Jonas Salk udviklede en vaccine mod polio tilbage i 1955, blev han spurgt om, hvem der havde patentet.

"Folket, ville jeg mene. Kan man måske tage patent på solen?", svarede den amerikanske forsker.

Den situation, vi er havnet i, fører forudsigeligt nok til kamp om de gode aftaler med industrien. Det er forståeligt, men det er også ubehageligt og forfejlet.

I en tid, hvor polio blev betragtet som en af de største trusler mod folkesundheden, kunne et patent slet ikke komme på tale, selvfølgelig.

Siden er verden gået amok i patentregler, og konsekvenserne har været grumme. Som da internationale patentregler forhindrede afrikanske lande i at importere billig medicin til HIV/AIDS patienter. Det kostede formentlig millioner af mennesker livet, i tiden før reglerne blev lempet i 2003.

Global pandemi

Nu står vi så med en global pandemi, og i de seneste måneder har verdens største medicinalvirksomheder indledt et kapløb for at nå først i hus med en vaccine. Og allerede inden nogen er sikre på resultatet, er forhandlingerne om leverancer godt i gang. På skift triumferer store rige lande med aftaler om store mængder vacciner fra for eksempel Pfizer, Gilead eller AstraZeneca.

Når der triumferes, er det fordi, det ret beset er medicinalgiganterne, der har fat i den lange ende. Når de udvikler vaccinen, har de patentet. Det betyder, at de har meget stor indflydelse på prisen, og det betyder, at de langt hen ad vejen kan bestemme, om andre virksomheder kan få lov til at producere på andre fabrikker.

Dette monopol skaber berettiget frygt for forsyningssikkerheden – frygt for om for eksempel tilstrækkeligt mange danskere kan få fat i produktet, så vi kan ånde lettet op.

Vaccinenationalisme

Den situation, vi er havnet i, fører forudsigeligt nok til kamp om de gode aftaler med industrien. Det er forståeligt, men det er også ubehageligt og forfejlet. ’Vaccinenationalisme’ har nogen kaldt det.

Udover det rent moralske, er sagen jo, at får vi ikke bugt med pandemien globalt, får vi ikke bugt med pandemien, punktum. Og så går det ikke, at nogle få kan holde det for sig selv.

Men skal en vaccine blive folkeeje, må vi gøre op med det patentsystem, vi har set udviklet gennem de seneste årtier, både internationalt og i EU. Og mere bredt må vi begynde at satse på offentligt engagement fremfor privat profit som drivkraft i udviklingen af livsvigtig medicin.

Støttepenge i ryggen

Industrien har jo ikke just været på forkant med begivenhederne. Længe har vacciner mod infektionssygdomme været ret uinteressante. I EU indgår Kommissionen for eksempel i et partnerskab med giganterne på feltet – et forum, hvor de to parter i fællesskab vurderer, hvor projektets budget på cirka 35 milliarder kroner til udvikling af ny medicin bruges bedst.

For et par år siden foreslog Kommissionen vacciner mod infektionssygdomme som indsatsområde, men da det blev blankt afvist af industrien, blev det taget af bordet.

Nu er der pludselig penge i den slags, så nu går det stærkt. Med milliarder af offentlige støttepenge i ryggen er medicinalgiganterne på vej mod dyrebare patenter.

Folkepatent

Spørgsmålet er, om vi har brug for Pfizer, AstraZeneca eller Gilead? Selv hvis det lykkes dem at komme i mål med en brugbar vaccine, og selv hvis de presses til at sælge til en overkommelig pris, risikerer vi stadig, at patentet lægger sig i vejen for andre landes forsyninger, ikke mindst fattige lande. Og så er vi måske lige langt.

Så det er da nu, vi skal sætte dem stolen for døren og insistere på, at det eneste patent, der du’r, er et folkepatent. Sådan et der skal sikre, at alle får adgang til vaccinen.