Regeringen og Folketingets partier har ad flere omgange annonceret en gradvis genåbning af Danmark.

Prisen for nedlukningen var blandt andet angst, usikkerhed og øget ensomhed. For nogle har det ført til en forværring af det mentale helbred.

Nedlukningen havde store negative konsekvenser for alle danskere. Men for socialt udsatte var omkostningerne større end for gennemsnitsdanskerne.

Psykiatribrugere kunne (som andre socialt udsatte) fra den ene dag til den anden se deres dagtilbud og væresteder lukke, bostøtten i eget hjem udeblive eller botilbuddet lukke for besøg udefra. Hertil kom, at der blev indført besøgsforbud på de psykiatriske afdelinger.

Restriktionerne blev blandt andet indført for at beskytte de socialt udsatte imod smitte med coronavirus. Mange udsatte er i øget risiko for at blive smittet og få et alvorligt forløb med covid-19, hvis de bliver smittet.

Men nedlukningen kom med en høj pris. Prisen var blandt andet angst, usikkerhed og øget ensomhed. For nogle har det ført til en forværring af det mentale helbred.

Efter den første panik – og som tiden gik – voksede utålmodigheden for at få genoptaget aktiviteterne på det sociale område. Utålmodigheden kom naturligt nok hånd i hånd med usikkerhed og frygt for at slippe coronavirus løs blandt psykiatribrugere og andre socialt udsatte.

Endelig kom genåbningen

Allerede i en skrivelse af 29. april til myndigheder, tilbud og organisationer skrev social- og indenrigsminister Astrid Krag – med henvisning til statsministerens annoncering af 6. april af den første fase i en forsigtig og kontrolleret genåbning af Danmark – at tiden var inde til at lukke op for posen med tilbud til psykiatribrugere og socialt udsatte.

Ministeren henviste i sit "hyrdebrev" til Aftale om initiativer for sårbare og udsatte grupper i forbindelse med covid-19.

Astrid Krag skriver blandt andet, at sociale tilbud og indsatser, der i en periode har været helt eller delvist lukket ned, nu igen gradvist kan vende tilbage til normale forhold – naturligvis under iagttagelse af gældende sundhedsfaglige retningslinjer.

Det blev blandt andet sagt, at tilbud bør prioritere at genoptage eller åbne tilbud og indsatser, som kan understøtte tryghed og trivsel hos borgerne, særligt hos de grupper, som har været hårdt ramt af restriktioner og nedlukning. Det gælder – hedder det – blandt andet væresteder, varmestuer, aktivitets- og samværstilbud og socialpædagogisk støtte (bostøtte i eget hjem).

Kom genåbningen så?

En udmelding som jeg – som formand for SIND – hilste velkommen.

Desværre kom genåbningen ikke. I hvert tilfælde ikke alle steder og ikke lige hurtigt.

I SIND strømmede det ind med meddelelser om, at bostøtten stadig ikke kom, at der stadig ikke blev lukket op for besøg på botilbud, at værestederne stadig var lukket og så videre.

Retfærdigvis skal det nævnes, at der også kom positive meldinger om, at man langsomt lukkede op.

Hvad gik galt?

Jeg kan selvfølgelig ikke sig præcist, hvad der gik galt, men jeg kan pege på en oplagt "skurk".

Kommunernes ret til at lukke dagtilbud og væresteder og ændre bostøtte i eget hjem til telekontakt med mere har hjemmel i bekendtgørelsen om mulighed for midlertidig fravigelse af forpligtelser for det offentlige og af privates rettigheder over for det offentlige på socialområdet som led i håndtering af coronavirussygdom 2010 (covid-19).

Bekendtgørelsen giver kommunen ret til at beslutte nødvendige fravigelser af borgernes rettigheder.

Det er kommunen – og kommunen alene – der beslutter, hvad der er nødvendige fravigelser af borgernes rettigheder. Der er ingen klagemulighed i forhold til kommunens beslutninger.

Bekendtgørelsen blev ikke ændret.

Ministeren kan naturligvis ikke ophæve kommunernes ret efter en bekendtgørelse via et "hyrdebrev". Slet ikke når klageadgangen er ophævet.

Ministeren burde i stedet have ændret bekendtgørelsen, så kommunernes pligt til at genåbne blev gjort "lov"pligtigt.

Peger i rigtig retning

Den 15. maj udsendte Socialstyrelsen “Retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på det sociale område.” Retningslinjerne peger helt klart i den rigtige retning, og hvis kommunerne følger retningslinjerne, så håber jeg, at vi langsomt er på vej tilbage mod en sundhedsmæssig forsvarlig genåbning af det sociale område.

Hvis kommunerne stadig ikke retter ind, må ministeren ændre bekendtgørelsen, så kommunerne får pligt til at genoptage aktiviteterne på det sociale område.

I forhold til besøg på botibud er bekendtgørelsen ændret, og besøgsordningerne er ved at blive etableret. Dog kun udendørs eller i egen bolig, hvis den har egen indgang.