Mens dette skrives, diskuteres den mellemkommunale udligningsreform intenst.

Behovet for sociale indsatser vokser og vokser – uden at bevillingerne følger med.

Regeringen har med god ret lagt op til en genforhandling af den mellemkommunale udligning.

Det er efterhånden gået op for de fleste, at det nok ikke altid bør udløse flere penge, hvis en kommune får flere ældre. Flere ældre er ikke længere automatisk lig med flere udgifter. Tværtimod kan flere velhavende og velfungerende ældre være en gevinst for en kommune.

På samme måde er ikke alle skolebørn lige dyre for kommunerne. Antallet af børn med handicap og/eller sociale udfordringer betyder mere for kommunernes økonomi end bare antallet af børn i skolealderen.

De fleste har også forstået, at en au pair-pige ikke belaster kommunens økonomi på samme måde som en traumatiseret flygtning.

Hvis det ellers lykkes for regeringen, vil der komme en mellemkommunal udligningsreform, hvor der i højere grad end i dag tages udgangspunkt i den enkelte kommunes formåen og udfordringer.

Der lægges med andre ord op til en mere socialt retfærdig fordeling.

Så langt og så godt. Men hvad nu hvis vi ser på økonomien internt i de enkelte kommuner?

Intrakommunal udligning er også nødvendig

Hvis der ikke sker andet, end at pengene fordeles anderledes imellem kommunerne, er der jo ingen sikkerhed for, at de kommuner, der får flere penge, fordi de har flere udfordringer, så også vælger at bruge pengene på de mest udsatte borgere.

Der er også en risiko for, at de kommuner, der får færre penge, vil finde pengene ved at spare på de svageste grupper i kommunen.

Teoretisk kan en kommune som Lolland, (der står til at blive en af vinderne i reformen), vælge at bruge de ekstra penge på veje og parker i stedet for at øge indsatsen for kommunens mange socialt udsatte.

På samme måde kan en kommune som Gentofte, (der står til at blive en af taberne i reformen), vælge at finde pengene ved at sænke serviceniveauet på voksen-handicapområdet i stedet for at hæve kommuneskatten.

Hvis regeringens erklærede ønske om et mere retfærdigt Danmark skal opfyldes, er det derfor nødvendigt, at der også ses på budgetlægningen internt i kommunerne. Og dette gælder som nævnt ovenfor både i de kommuner, der får flere penge, og i dem, hvor de får færre.

Aktuelle sparerunder

Med jævne mellemrum er vi vidne til, at social- og handicapområdet i landets kommuner allerede i årets første måneder må igennem gigantiske sparerunder.

Lige nu drøfter man i Aarhus Kommune et sparekatalog på 90 millioner kroner, og i København er kataloget på omkring 100 millioner kroner.

En af grundene er, at man har et fastlagt dogme gående ud på, at hvert enkelt forvaltningsområde selv skal finde pengene, hvis udgifterne på et af forvaltningens områder stiger.

Kommer der for eksempel flere med behov for botilbud, må man spare på udgifterne til væresteder eller andet.

Det kan være fornuftigt nok, at man i kommunerne har en form for automatik i den måde, man fordeler pengene mellem de forskellige forvaltningsområder på. Det forhindrer, at man hvert år skal igennem store slagsmål om fordelingen.

Men der er god grund til at se på, om automatikken er rimelig. Der er ligeledes grund til at se på, om man altid skal pålægge den enkelte forvaltning at finde pengene indenfor egne budgetter, hvis behovene ændrer sig (eller bare er anderledes end forudsat, da man lagde budgettet).

Når socialforvaltningerne i landets kommuner gang på gang må ud i store sparerunder, er det ikke fordi, de ikke er dygtige nok til at styre økonomien. Det er ganske enkelt, fordi behovet for indsatser vokser og vokser – uden at bevillingerne følger med.

Der er flere og flere, der får behov for en indsats, og flere har mere komplekse problemstillinger, der gør indsatserne dyrere og dyrere.

Budgetmodel efter behov

Hvis regeringen vil løfte velfærden og indsatsen for de svageste i samfundet, må de også sikre sig, at kommunerne kigger på den interne prioritering.

Der bør indføres en budgetmodel, der i højere grad tager hensyn til udviklingen i behovene.

Enhver åbning af budgetproceduren vil være vanskelig og måske smertelig. Men det bør ikke være en undskyldning for ikke at lade hele kommunen tage et medansvar for, at vi tager højde for ændringer i behovene.

Hvis kommunerne ikke selv vil prioritere de svageste grupper i samfundet, så kan det blive nødvendigt at fastsætte nationale minimumsstandarder for indsatsen. På samme måde som man vil indføre minimumsnormeringer i daginstitutionerne.