06 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jobcentre gør sygemeldte mere syge!

Blogs

Knud Kristensen
Landsformand SIND, landsforeningen for psykisk sundhed
Har været aktiv i SIND siden 2004. En af forfatterne til "Håndbog for psykiatribrugere og pårørende". Er medejer af kommunikationsvirksomheden ESN i Bruxelles.
Blogindlæg af Knud Kristensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 20. maj, 2019, 15:45:44

Jobcentre gør sygemeldte mere syge!

Det er både utilfredsstillende og grotesk, at et system, der skal bringe borgerne tilbage på arbejdsmarkedet, er med til at forværre helbredet – og dermed bringer de sygemeldte længere væk fra beskæftigelse.

Kommunerne skal medvirke til, at sygemeldte genvinder deres arbejdsevne og vender tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.

Desværre dokumenterer undersøgelsen, at det i høj grad er mødet med jobcenteret, sagsbehandlingen og de givne tilbud, der belaster borgerne.

Kommunerne skal tilrettelægge og gennemføre et individuelt og fleksibelt opfølgningsforløb under hensyn til sygdommens karakter og den sygemeldtes behov og forudsætninger. Opgaven er henlagt til de kommunale jobcentre.

Desværre oplever mange sygemeldte det stik modsatte. Kontakten med jobcentrene gør dem mere syge og øger afstanden til arbejdsmarkedet.

Psykiatrifonden har i samarbejde med SIND foretaget en undersøgelse af psykisk helbred og livskvalitet blandt sygemeldte danskere, der er tilknyttet et jobcenter.

Håbløshed og selvmordstanker

Vi har spurgt 1400 medlemmer af FOA, 3F og Dansk Magisterforening, som er eller har været ramt af sygdom og tilknyttet et jobcenter inden for de seneste to år. Der indkom cirka 1000 besvarelser.

Undersøgelsen viser, at kontakten med jobcentrene i høj grad belaster både de sygemeldtes livskvalitet og deres psykiske helbred.

67,9 procent af de adspurgte svarede, at jobcentret i høj grad eller i nogen grad belaster deres livskvalitet.

Over halvdelen af de, der har besvaret spørgeskemaet, giver udtryk for, at de har oplevet følelse af manglende frihed, manglende kontrol over eget liv (54,6 procent) og/eller følelse af håbløshed (53,9 procent).

Godt 40 procent oplever vrede og frustration (43 procent) og/eller tristhed (43,1 procent).

23 procent har haft tanker om, at livet ikke er værd at leve, og 8,4 procent har haft tanker om selvmord. Der var mulighed for at vælge flere svarmuligheder, så summen af procentangivelserne er over 100 procent.

De nævnte procentsatser gælder for alle respondenter, men mennesker med psykiske sygdomme er generelt hårdere ramt end mennesker med fysisk sygdom.

Således angiver 27 procent af respondenterne med fysisk sygdom, at de har oplevet angst eller forværring af angst, mens det samme gælder 40,2 procent af respondenterne med psykisk sygdom.

Borgere, som både har fysisk og psykisk sygdom, belastes allermest.

Ydmygende behandling

Økonomiske bekymringer er naturligvis med til at belaste borgerne psykisk, men rigtigt mange giver også udtryk for, at sagsforløbet og sagsbehandlingen er psykisk belastende.

Således svarer 59,2 procent, at de i høj eller nogen grad har oplevet af føle ydmygelse eller manglende værdighed i forbindelse med sagsforløbet på jobcentret, og 56,9 procent svarer meget enig eller enig til udsagnet: “Jeg oplever et pres fra jobcenteret for at arbejde/arbejde flere timer, end jeg kan magte.”

Over 70 procent af respondenterne har svaret i høj grad eller i nogen grad til spørgsmålet: “Oplever du fysisk eller psykisk ubehag, når du skal til møde på jobcenteret eller have telefoniske møder med jobcenteret?” Mange fortæller om følelse af stress og pres, søvnbesvær og nervøsitet og koncentrationsbesvær.

Mere syg af arbejdsprøvning

Desværre er det ikke kun sagsforløbet og kontakten med jobcenteret, der belaster borgerne. Det gør sig også gældende for de aktiviteter, som jobcenteret igangsætter.

For eksempel oplever 27,6 procent af respondenterne, at deres helbred er blevet forværret af deltagelse i virksomhedspraktik eller arbejdsprøvning, mens kun 13,2 procent oplever, at helbredet er blevet forbedret.

For så vidt angår mentorstøtte og sundhedstilbud fra jobcenter (for eksempel træning, fysioterapi og kostvejledning), er der flere, som oplever tilbuddene som forbedrende for helbredet end omvendt.

Samlet set bekræfter undersøgelsen tidligere undersøgelser, der har peget på, at en kombination af sygdom og en afklarings- og venteposition i beskæftigelsessystemet kan være belastende for det psykiske helbred.

Desværre dokumenterer undersøgelsen også, at det i høj grad er mødet med jobcenteret, sagsbehandlingen og de givne tilbud, der belaster borgerne.

Det er både utilfredsstillende og grotesk, at et system, der skal bringe borgerne tilbage på arbejdsmarkedet, er med til at forværre helbredet – og dermed bringer de sygemeldte længere væk fra beskæftigelse.

Behov for forandring

Undersøgelsen peger på, at der er behov for et vidensløft på jobcentrene og et tættere samarbejde mellem jobcenter, psykiatri og borger, end det er tilfældet i dag.

De faglige skøn og den ligeværdige dialog skal tilbage i jobcentrene, og så skal man have ro til at blive rask uden at føle sig presset til noget, som man ikke magter.

Usikkerheden om fremtiden fylder meget, hvis man bliver skubbet væk fra arbejdsmarkedet af sygdom. Den usikkerhed skal ikke forstærkes af bekymring for uforudsigelig sagsbehandling og endeløse afklaringsforløb.