24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vejen til 'Ministeriet for Kærlignedskæringer'

Blogs

Kristian Gaardsøe
Formand FOA Nordjylland
Født i 1959 Formand i FOA Nordjylland som overordnet politisk og administrativ leder Medlem af FOA's hovedbestyrelse

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 09. december, 2019, 10:58:40

Vejen til 'Ministeriet for Kærlignedskæringer'

Det er et vigtigt skridt mod bedre velfærd, at regeringen skrotter omprioriteringsbidraget – det årlige tyveri af skattekroner. Men kommunerne tør nærmest ikke bruge de nyvundne penge af angst for en endnu større velfærdsdræber – budgetloven. Få den nu lagt i graven for evigt.

Det bliver kaldt "Ministeriet for Kærlighed" i den rystende roman "1984" af George Orwell. Men ministeriet har ingen vinduer. Der er pigtrådshegn, ståldøre og bevæbnede vagter. Kærlighed mellem mennesker slås der hårdt ned på. Ægtefæller forsvinder sporløst. Kærlighed handler ikke om relationen til et andet menneske. Der findes kun evig og ubetinget loyalitet over for "Partiet".

Frygten for sanktioner har givet landets kommunaldirektører og borgmestre angst for at bruge de penge, som de faktisk har stående på kontoen.

Gennem manipulation og terror hjernevaskes befolkningen i "Oceanien" til at tro, at kærligheden til "Partiet" er den eneste kærlighed, der eksisterer.

Heldigvis er vi langt hen ad vejen frie i Danmark. Men at magthaverne forsøger at manipulere sproget sker på daglig basis. Se bare på ordet "omprioriteringsbidrag".

Det er så tilpas langt og kedeligt et ord, at man straks mister interessen for videre læsning. "Vi prioriterer anderledes", kunne man omskrive det lidt. Og stadig ikke blive klogere på, hvad det egentlig drejer sig om.

Men jeg vil tage ulden ud af mund på magthaverne, som skabte "omprioriteringsbidraget" i 2015. I virkeligheden burde det hedde "nedskæringsbidraget". I praksis har man hvert år siden 2015 stjålet mere end to milliarder kroner fra landets kommuner og regioner, som ellers skulle bruges på SOSU'er, pædagogisk personale og rengøringspersonale.

35.000 stillinger til offentlige ansatte er forsvundet. Det var dem, der tidligere plejede din tante Oda, gjorde rent på hospitalet og behandlede naboens skizofrene søn.

Samtidig gav regeringen skattelettelser for 27 milliarder kroner fra 2015-1019. Det er det, de kalder "omprioritering".

Bye bye budgetlov

Nu kan vi klappe socialdemokraterne lidt på skuldrene for at makulere omprioriteringsbidraget fra 2020. Problemet er bare, at der stadig findes et stykke papir med langt større skadelig effekt for velfærden, nemlig budgetloven.

Loven får kommunaldirektører og borgmestre til at ligge søvnløse om natten af frygt for at bruge flere penge, end de har på kontoen.

Hvis Jammerbugt Kommune eksempelvis har fået lov til at spendere 100 kroner til ældreområdet, og de i stedet bruger 102 kroner, så slår finansministeren hårdt. Så får Jammerbugt Kommune nemlig en bødestraf på halvanden krone oveni det allerede brugte. Din kommune må nemlig højest bruge 0,5 procent flere kroner og øre end budgetteret. Ellers vanker der.

Frygten for sanktioner har givet landets kommunaldirektører og borgmestre angst for at bruge de penge, som de faktisk har stående på kontoen. For tænk nu, hvis uforudsigelige omstændigheder betyder, at de kommer til at bruge de to kroner for meget?

Drop dummebøder

Fra 2011 til 2017 brugte landets kommuner i alt 31,5 milliarder kroner mindre end aftalt i de årlige økonomiaftaler. Pengene står og samler støv på bufferkonti.

Det svarer til godt og vel 9.000 offentligt ansatte om året. Tænk, hvad de 9.000 velfærdsleverandører kunne have gjort på vores efterhånden udsultede plejehjem, hospitaler og psykiatri.

Budgetloven blev lavet i Danmark, efter at EU pålagde øget kontrol med finanserne i medlemslandene på baggrund af finanskrisen. Grækenlands kollaps var skrækscenariet, der skulle undgås.

Men meget er forandret siden, og Danmarks økonomi er sund og rask, og nu bugner kommunernes pengekasser helt unødvendigt.

Så drop dummebøder til kommunerne, og lad dem bruge pengene på velfærd. Makulér den budgetlov. Danmark skal igen blive verdens bedste velfærdssamfund. Så er det lige før, jeg vil gå med til at kalde Finansministeriet for Kærlighedsministeriet. Og mene det.