Forestil dig en klodskasse, som dem vi bruger til børn. Med et låg med huller af forskellig slags. Så børnene kan lære, at trekantede klodser skal i de trekantede huller, firkantede klodser i de firkantede huller og så videre. Hvis dit barn i stedet prøver at tage en af sine dukker og proppe igennem hullerne, så går det galt. Dukker har alt for mange skæve kurver til at kunne komme igennem et af hullerne.

Der er brug for, at flere modige kommuner bryder med systemet og fjerner låget, så enhver borger kan få den hjælp, som lige dén borger har brug for.

Forestil dig så i stedet en stakkels sagsbehandler i en kommune, der har fået udleveret en digital klodskasse. Borgere med én diagnose/problemtype skal igennem ét hul, borgere med en anden diagnose/problemtype igennem et andet hul og så videre. Men når sagsbehandleren taler med en konkret borger og forsøger at få borgeren igennem hullerne, så går det galt. For borgere har ofte flere diagnoser/problemtyper og alt for mange skæverter til at passe ind i "klodshullerne".

Mange borgere forsøger at tilpasse sig, at hugge en hæl og klippe en tå, for at passe ind i et eller andet "klodshul", så de kan få hjælp. Men ofte forværres deres problemer i stedet. Alt for mange borgere kontakter kommunen, fordi de har ét problem, og efter få år i systemet så ender de med at have mange, meget komplekse problemer, fordi deres liv udvikler sig til en kamp mod det system, der egentlig skulle have som opgave at hjælpe dem.

Heldigvis finder de fleste børn ud af, at man kan tage låget af klodskassen. Og så kan man putte alt det, man har lyst til, ned i kassen uden problemer.

I nogle få kommuner har man også besluttet, at tage låget af den digitale klodskasse og lade sagsbehandleren finde frem til den bedste løsning for den konkrete borger.

I Aarhus har man ovenikøbet et eksperiment, hvor man lader borgeren få et beløb, som de selv kan bestemme, hvad skal anvendes til. Om det er et bestemt kursus, hjælp til at få børnene op og afsted om morgenen, eller en cykel.

Men der er brug for, at vi får nytænkt hele vores socialpolitik, så alle borgere oplever, at låget bliver fjernet, og der sikres en indsats, der passer til den konkrete borger, og hvor borgeren selv er med til at bestemme. Samtidig med at vi sikrer, at der er en vis kontrol med, hvad borgerne udsættes for, og at der er retsgarantier, så eksempelvis en borger med misbrug har krav på at komme i misbrugsbehandling, en hjemløs har krav på tag over hovedet og en enlig mor, hvis vaskemaskine er brudt sammen, kan få hjælp til en ny.

Det kræver ikke kun nytænkning af love og regler på det sociale område, men i høj grad også af hele det kommunale refusions- og udligningssystem. Mange med forstand på området er enige om, at det ikke bare vil være langt bedre for borgerne, men også samfundsøkonomisk kunne betale sig i det lange løb, hvis man kan sætte ind med en konkret indsats, der favner hele borgeren. Men udfordringen er, at den kommunale økonomi er bygget op om ét-årige budgetter med et hav af forskellige satser for forskellige digitale "klodshuller".

Derfor er der brug for, at flere modige kommuner bryder med systemet og fjerner låget, så enhver borger kan få den hjælp, som lige dén borger har brug for.