I vores grundlov er enhvers ret til på tryk, i skrift og på tale at offentliggøre sine tanker sikret – dog under ansvar for domstolene.

Det er som udgangspunkt strafbart at krænke en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger. 

Dette betyder, at alle borgere i Danmark skal have mulighed for og ret til at udtrykke det, de vil, samtidig med at lovgivningen kan fastsætte grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt. Det er dog min oplevelse, at ytringsfrihedens navn for ofte bliver misforstået og misbrugt.

Injurier

Det er nemlig ulovligt at fremsætte injurier og andre ærekrænkende udtalelser. Det er altså som udgangspunkt strafbart at krænke en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse.

Det står i straffelovens paragraf 267. At det er strafbart er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at alle ord eller handlinger, der kan virke æreskrænkende, kan pålægges straf. Bestemmelsen vurderes nemlig ud fra, hvad man i almindelighed må forventes at kunne tåle i særligt den sammenhæng, hvor udtalelsen er fremsat.

Hvornår ens ære krænkes vil således blive vurderet ud fra, hvordan sproget og debatten i en samfundsmæssig kontekst har udviklet sig. En kontekst, der for tiden bærer præg af krænkelseskultur – i sine to yderpunkter: Nogle mener, man skal kunne tåle alt, og andre mener, man intet skal kunne tåle på den offentlige scene. Krøllen på retshåndhævelse af ytringsfrihedens materielle grænser findes ved, at påstande efter straffelovens paragraf 267 som udgangspunkt er underlagt privat påtale.

En bekostelig affære

Det er altså op til en borger selv at anlægge en sag, hvis man mener, at en anden har krænket ens ære eller fremsat usande sigtelser med videre. Det betyder, at det hurtigt kan blive en bekostelig affære – og man i modsætning til straffelovsovertrædelser, der er underlagt offentlig påtale, skal gøre op med sig selv, om det er ulejligheden værd.

Efter min betragtning er det en degenererende glidebane for vores samfund, at der ikke i denne henseende bliver skilt skidt fra snot. Både fordi det skaber nogle arenaer, hvor tonen er så fri for respekt, at det forvasker arenaens formål og kontekst. Ikke at forstå at jeg mener, at alle udtalelser, der i almindelig virker krænkende, bør retsforfølges. Men ligesom bevidstheden om risikoen for at blive taget i en fartkontrol er en af de mest effektive fartdæmpere, da opdagelsesrisikoen generelt er den præventive skrue, der virker bedst, tror jeg, at det er vigtigt, at flere sager bliver retsforfulgt – for ikke at skabe en praksis, hvor man i almindelighed skal tåle det meste.

In fin skal det bemærkes, at dette indslag ikke baserer sig på en samfundsvidenskabelig evidens om adfærd, kultur og retssociologi – men alene på ét menneskes betragtninger af andre, i kærlighed til både dem og det samfund vi har sammen.