De næste mange år kommer de store generationer af ældre til at have brug for personlig pleje og hjælp. Hvordan skal vi kunne løfte den store opgave? Manglen på sundhedspersonale er lige nu et AKUT problem, som kun vil blive større, fordi mange kommuner skal svinge sparekniven igen! Vi ser, at der rundt om er mange tomme elevpladser på social- og sundhedsskolerne. Det store spørgsmål er, om vi kan nå at gøre noget?

Som SOSU-assistent ved jeg, at vi gør en forskel for de borgere, vi møder hver dag.

Det er dog ikke kun på grund af de evige sparerunder, at der mangler faglært sundhedspersonale rundt om i landet. Hvis man spørger unge om, hvad en social- og sundhedshjælper laver, så er det ofte det samme svar man får, og det er ikke særligt positivt. Men det er desværre ikke kun de unge, der har en negativ holdning. Det er også forældrene, der ser sundhedsuddannelserne på den måde.

Ramt i hjertet

Sidste år mødte jeg fem piger på en social- og sundhedsskole. Svaret på, hvorfor de havde de havde valgt denne vej, faldt lynhurtigt: "Fordi vi vil gøre en forskel for gamle Jens." Samtalen blev hurtig drejet i en anden retning, for en af pigerne sagde: "Jeg ved godt, at vi kommer til at gøre en forskel, men mine veninder, der går på gymnasiet siger, at det er sociale tabere, der vælger at blive social- og sundhedshjælpere."

Der blev jeg ramt lige i hjertet. Jeg er selv social- og sundhedsassistent, og jeg ved, at vi gør en forskel for de borgere, vi møder hver dag.

Jeg ved, at det ikke er sociale tabere, der vælger at uddanne sig til social- og sundhedshjælper, pædagogiske assistenter og indenfor andre omsorgsfag. Jeg ved, at det er omsorgsfulde og engagerede unge, der gerne vil bruge deres faglighed i arbejdet med de borgere, der er afhængige af deres hjælp.

Alsidigt arbejde

Vi håndterer dagligt medicin, som kan være livsnødvendigt, fast fire gange i døgnet. Vi har et tæt samarbejde med den praktiserende læge om medicin, arbejder rehabiliterende – både som en fast del af den daglige pleje, men også hos borgere, som kommer hjem med en kortvarig skade, for eksempel en brækket arm eller ny hofte. Vi håndterer demente og deres pårørende – pårørende der skal acceptere, at deres forældre ikke længere kan genkende dem, men blot ser dem som en ven.

Vi skal gøre omsorgsfagene attraktive! Ligesom uddannelserne til murer, tømrer og snedker er blevet det de sidste par år. Vi skal gøre det at tage sig af andre til et anerkendt og attraktivt fag, som, folk ved, kræver en indsats. For det er nemlig ikke alle, der kan arbejde indenfor et omsorgsfag.

Vores arbejde skal anerkendes

Det er muligt for os at lykkes med at vende rekrutteringsproblemet. Men det kræver, at vi arbejder hårdt for et bedre arbejdsmiljø, en løn der anerkender vigtigheden i det job, vi udfører og imod prekære ansættelser. Det er nødvendigt med større forudsigelighed i vagtplaner og mere realistiske tidsnormeringer til de enkelte opgaver. Der skal være tid til at udføre de kerneopgaver, den enkelte har brug for. Vi skal have tid til at gøre den forskel, vi hver dag ønsker at gøre i vores arbejde.